Emilie Mengs mor, Helene Meng, var så desperat efter at finde sin datter, at hun indledte sin egen private efterforskning af datterens forsvinden.

Det fortæller Helene Meng selv i andet afsnit af DR's dokumentarserie 'Emilie Meng – en efterforskning går galt', der bliver sendt mandag aften på DR1.

Af skjulte optagelser fra et møde på en brandstation i Korsør fremgår det, at Helene Meng deltog i de ulovlige aflytninger af pensionisten Finn Petersen, hvis hjem blev ransaget fem gange.

»Hun har været med til at bryde loven,« siger Steen Djurtoft, der er advokat for Finn Petersen.

17-årige Emilie Meng forsvandt 10. juli 2016, da hun valgte at gå hjem fra Korsør Station klokken 4 om morgenen.

En måned efter stod politiet stadig uden spor i sagen, og i ren og skær desperation tog Helene Meng sagen i egen hånd.

I håb om at finde nye vidner tog hun toget fra Slagelse til Korsør om natten, sådan som hendes datter havde gjort det en måned forinden. På stationen blev hun opmærksom på et avisbud, der afhentede aviser på stationen.

»Efterfølgende kontakter vi politiet og gør dem opmærksom på, om de er klar over, at der rent faktisk kører et bud og henter aviser på stationen på nogenlunde det tidspunkt. Det har de ikke været opmærksomme på,« fortæller Helene Meng i dokumentaren.

Emilie Meng fotograferet 10. juli 2016, den dag hun forsvandt.
Emilie Meng fotograferet 10. juli 2016, den dag hun forsvandt.
Vis mere

I dokumentaren fortæller Helene Meng også om sin egen rolle i den meget omdiskuterede aflytning af pensionisten Finn Petersen på Tårnborgvej i Korsør.

»Jeg får en henvendelse fra hans nabo, som kontakter mig med nogle lydfiler, hun gerne vil have, jeg lytter til, fordi hun har en teori om, at Emilie bliver holdt fanget der,« fortæller moren.

På lydfilen mener Helene Meng – ligesom Finn Petersens nabo – at kunne høre nogen, der råber 'Luk mig ud'. Hun kontakter Sofie Sønderrup og Kirstine Rom fra gruppen Forsvundne Personer, der har hjulpet med at lede efter Emilie Meng.

I en senere retssag mod naboen kom det frem, at Helene Meng var med oppe i lejligheden for at lytte på væggen, og at hun hyrede en privatdetektiv, der skulle hjælpe med at finde ud af, hvad der var sket med Emilie Meng.

Privatdetektiven hjalp gruppen med at skaffe bedre aflytningsudstyr, og der blev også iværksat fysisk overvågning af Finn Petersen.

Aflytningerne førte til, at politiet ransagede Finn Petersens hus og kælder fem gange i løbet af sensommeren og efteråret 2016, uden at der blev fundet spor af Emilie Meng.

Finn Petersens nabo blev i 2019 dømt for forsøg på ulovlig aflytning, men slap for straf, fordi politiet havde kendskab til aflytningen. Blandt andet deltog en betjent og en politikommissær på et møde om aflytningen, som gruppen afholdt i oktober 2016.

Da der efter dommen skulle rejses tiltale mod gruppen af civile efterforskere – herunder Emilie Mengs mor – vurderede anklagemyndigheden, at sagen var forældet, fordi politiet havde undladt at rejse sigtelse.

Politiinspektør Kim Kliver og to betjente undersøger et hus på Tårnborgvej for femte gang. Ransagningen blev foretaget, efter to betjente mente at kunne høre den forsvundne teenager Emilie Meng på en ulovlig aflytning.
Politiinspektør Kim Kliver og to betjente undersøger et hus på Tårnborgvej for femte gang. Ransagningen blev foretaget, efter to betjente mente at kunne høre den forsvundne teenager Emilie Meng på en ulovlig aflytning.
Vis mere

Og det var endnu en fejl fra politiets side, mener Finn Petersens advokat, Steen Djurtoft:

»Man skulle have sigtet gruppen med det samme. Hvorfor man ikke gjorde det, ved jeg ikke. Om det skyldes hensynet til moren, eller om det er, fordi der sidder nogen i politiet, som ikke ønsker, at der bliver rodet rundt i det.«

Hvad tænker du om, at Emilie Mengs mor har været med til at aflytte din klient?

»Jeg ser en dybt ulykkelig mor, og jeg kan godt forstå hende, men der er også et hensyn til naboen og hans retssikkerhed. Hun har været med til at bryde loven. Jeg kan godt forstå, at hun i den situation bliver presset ud over grænsen, og det er der, politiet skal sætte grænser ved at sige, at det her går ikke.«

Steen Djurtoft er advokat for pensionisten Finn Petersen, hvis hus på Tårnborgvej i Korsør blev ransaget fem gange i 2016 i jagten på den forsvundne teenager Emilie Meng.
Steen Djurtoft er advokat for pensionisten Finn Petersen, hvis hus på Tårnborgvej i Korsør blev ransaget fem gange i 2016 i jagten på den forsvundne teenager Emilie Meng.
Vis mere

Maibritt Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Helene Meng, har ingen kommentarer til sin klients rolle i de ulovlige aflytninger.

»Jeg har ikke talt med hende, for det har ikke været mit område,« siger Helene Meng.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har tidligere afvist at undersøge politiets rolle i de ulovlige aflytninger, men efter at DR har henvendt sig til politiet om de skjulte optagelser, har politiklagemyndigheden valgt at indlede en efterforskning mod betjentene alligevel.

Hvis du vil vide mere om Emilie Meng-sagen, kan du lytte til B.T.s podcast 'Nogen ved noget: Emilie Meng-mysteriet'. Ved du noget? Så send en e-mail meng@bt.dk.