Emil fra Rema 1000 ville stoppe tyv: 'Jeg blev truet med tæsk'
Rema 1000-medarbejderen Emil Johansson fortæller, hvordan han forgæves forsøgte at stoppe to tyve - men han måtte opgive, da de ville give ham tæsk. Butikschef slår alarm.

Rema 1000-medarbejderen Emil Johansson fortæller, hvordan han forgæves forsøgte at stoppe to tyve - men han måtte opgive, da de ville give ham tæsk. Butikschef slår alarm.

»Skal I ikke betale for varerne?«
Det spørgsmål stillede medarbejderen Emil Johansson på 26 år, da han fredag eftermiddag gik hen til to voksne mænd, der lige havde forladt Rema 1000 i Ørestad Syd med seks øl, seks sodavand og en flaske vin til 109 kroner uden at betale.
Den ene af de to tyve vendte sig om og kiggede i øjnene på Emil Johansson.
»Han sagde til mig, at jeg skulle lade være med at gå efter dem og truede mig med tæsk,« siger Rema 1000-medarbejderen.
Emil Johansson lod dem gå. Han turde ikke gøre andet.
To dage tidligere var vagten i samme Rema 1000 nemlig blevet slået i hovedet, da han stoppede to tyve på vej ud af butikken.
Butikschef er frustreret
Butikschefen i Rema 1000 i Ørestad Syd, Dennis Holm, slår alarm.
»Det her gør mig virkeligt frustreret,« siger han og tilføjer:
»Det kan på ingen måder passe, at ansatte skal trues og overfaldes for at passe deres arbejde. Det stikker helt af.«
Han efterlyser, at politiet prioriterer at komme, når der anmeldes et tyveri.

I forbindelse med hændelsen onsdag i sidste uge, hvor en vagt blev slået i hovedet, lykkedes det at tilbageholde tyven - og politiet sendte to betjente til butikken efter anmeldelsen.
Ifølge Dennis Holm så er det dog meget svært at få politiet til at komme efter en anmeldelse for tyveri eller trusler, hvis gerningsmanden ikke er tilbageholdt.
»Det er yderst sjældent, at politiet kommer, også selvom vi har fået tyvenes identitet eller nummerplade,« siger han.
Og fredag var beslutningen, at det slet ikke kunne betale sig at anmelde tyveriet og truslen mod medarbejderen Emil Johansson.
»Vi valgte ikke at anmelde det, da vi ikke havde data på dem, og de jo var forsvundet igen. Vi havde kun videoovervågningen og så Emils ord,« siger Dennis Holm, der roser sin medarbejder for ikke fysisk at forsøge at tilbageholde de to tyve.
»Emil gjorde det helt rigtige ved ikke at risikere også at blive udsat for vold,« siger han.
Politiinspektør: 'Beror på konkret vurdering'
Ledende politiinspektør hos Københavns Politi, Peter Dahl, opfordrer til, at man altid anmelder butikstyveri.
»Vi rykker ofte ud til anmeldelser, ikke mindst hvis der bliver fremsat trusler eller udøvet vold, som gør forholdet til et røveri,« skriver han i en mail og tilføjer:
»Om vi har mulighed for at sende en patrulje, vil dog i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret vurdering af den specifikke anmeldelse og det øvrige, aktuelle opgavetryk.«
Han slår samtidig fast, at politiet stadig gerne vil modtage en anmeldelse, selvom politiet ikke kan sende en patrulje.
»På den måde har vi mulighed for at koble gerningsmændene til sagen, hvis vi senere anholder dem i en anden forbindelse,« skriver han.
Salgsassistenten Kate Wohlgemut mærker grumme trusler, vold og spyt, når hun prøver at stoppe butikstyve. Læs mere HER.