»Mine grænser er nået.«

Sådan lyder det fra salgsassistenten Kate Wohlgemut, der arbejder på Kvickly på Englandsvej på Amager. 

Hun taler om den opførsel, butikstyve viser, når hun har henvendt sig til dem. 

»Jeg har prøvet at blive skubbet, slået på, sparket til og spyttet på, og så er jeg kaldt nogen meget grimme ting,« siger hun.

Og det er hun langt fra ene om. 

»Mine kolleger oplever det også. Jeg har en kollega, der er blevet spyttet lige i ansigtet,« siger Kate Wohlgemut.

Fredag har Dansk Erhverv og HK Handel foreslået, at en ny regering sætter hårdere ind over for butikstyve.

»Butikstyverier er et meget alvorligt problem, fordi det er med til at skabe en enorm stor utryghed for medarbejderne i butikkerne. Men selv om det har store konsekvenser, bliver problemet ikke taget synderligt alvorligt af politikerne,« siger formanden for HK Handel, Mette Høgh, i en pressemeddelelse.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev der sidste år anmeldt 27.422 butikstyverier mod 18.938 i 2016.

Stigningen i antallet af anmeldelser er særligt sket fra 2023 og frem.

»Butikkerne og medarbejderne gør, hvad de kan, men det stærkt øgede omfang kombineret med, at samfundsopfattelsen er, at det er stort set uden konsekvenser, skaber større og større udfordringer, siger Dansk Erhvervs direktør, Pernille Knudsen, i pressemeddelelsen.

'Vi venter på dig, når du får fri'
Kate Wohlgemut mener også, at der bør være hårdere straffe til butikstyve. 

»Jeg har også prøvet, at der truer mig med at sige 'jeg ved, hvor du bor' eller 'vi venter på dig, når du får fri',« siger hun og tilføjer:

»Det er noget, der har rystet mig og kørt rundt i mit hoved.«