Elselskabet Velkommen må til lommerne efter en sag, der blev afgjort i Sø- og Handelsretten tirsdag.

Dommen pålægger Velkommen med renter at tilbagebetale de 800 kroner, som selskabet har opkrævet hos en række kunder i perioden fra august 2020 til udgangen af september 2023, fordi de trådte ud af en variabel elprisaftale, før den aftalte bindingsperiode på seks måneder var udløbet.

Elforsyningsloven siger nemlig, at man ikke må opkræve et sådant gebyr, når en forbruger skifter til en anden elleverandør.

Velkommen har forklaret, at det såkaldte frikøbsbeløb på 800 kroner skulle dække det tab, som selskabet ville lide i forbindelse med opsigelsen af aftalen.

Men ifølge retten er det ikke lovligt på den måde at opkræve et standardbeløb. En eventuel erstatning skal bunde i det direkte tab, som selskabet har lidt på den enkelte kunde.

En syn- og skønsforretning har desuden efterfølgende vist, at det gennemsnitlige tab per opsagt kunde er langt mindre - blandt andet fordi retten ikke mener, at man kan tage udgifterne til at skaffe en ny kunde med i regnestykket.

Foruden at tilbagebetale de ulovligt opkrævede beløb - med renter - skal Velkommen også betale sagsomkostningerne på 175.262,50 kroner.

B.T. talte før jul med Martin Jensen, der i månedsvis har lagt arm med Velkommen om 25.000 kroner, som elselskabet skylder ham og hustruen Susanne.