Nordsjællands Politi er fredag aften til stede i Slangerup, hvor der var opstået en kritisk situation.

Her er nogle el-ledninger faldet ned på en vej. Derfor bad politiet folk om at holde afstand.

Det skyldes, at der tidligere var strøm i ledningerne. Det er dog fikset nu, oplyser politiet i en opdatering på Twitter.

B.T. har tidligere på aftenen talt med Nordsjællands Politi for at få en opdatering på sagen, og her forlød det, at man stadig arbejdede på stedet.

Politiet og elselskab havde nemlig svært ved at finde frem til det rette elskab, lød forklaringen.

»Jeg ved ved ikke, om de har fået slukket for strømmen endnu. Det tager åbenbart noget tid. Umiddelbart er der stadig knald på ledningerne,« sagde vagtchefen.

Stedet, hvor el-ledningerne er faldet ned, er krydset Ejegodsvej og Københavnsvej. Men da der er mange veje i området, så var det svært at afspærre det hele.

»Vi gør, hvad de kan for at spærre stedet af. Men det er svært at spærre af, når der er tale om flere veje,« sagde vagtchef Rolf Hoffmann tidligere.

Politiet oplyser, at SEAS er på stedet for at se nærmere på ledningerne.

Det oprindelige tweet fra politiet lyder på følgende måde:

'Vi er i øjeblikket til stedet i Slangerup på Erik Ejegodsvej/Københavnsvej, hvor nogle El-ledninger er faldet ned på kørebanen. SEAS er stærkt på vej. Borgere i området bedes holde sig på afstand, da det er uvist hvorvidt der er strøm i ledningerne. //Vagtchefen.'

B.T. følger sagen.