Tidligere i dag blev der skabt panik ved en parkeringsplads ved Helsingør Station.

Parkeringspladsen var dækket til af røg på grund af brændende biler.

Nordsjællands Politi skrev også, at der havde været en eksplosion i en af bilerne.

Og det var altså det, som havde startet en brand hos andre biler.

'Der har været en mindre eksplosion i den pågældende bil, ligesom de to biler parkeret nær den er kommet til skade,' skrev de på Twitter.

Nu skriver Nordsjællands Politi, at de er færdige med undersøgelserne ved Helsingør Station.

'Vi kan berolige jer med, at intet tyder på, at der har været onde hensigter på spil. Alt tyder på uheld,' skriver de.

I en lang periode kunne folk, der havde deres bil parkeret på parkeringspladsen, ikke hente deres køretøj, da politiet havde startet en undersøgelse.

Men efter nogle timer åbnede de op for parkeringspladsen igen.

»Da klokken var 11.20 hørte jeg et kæmpe brag. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var en eksplosion. Det virkede meget voldsomt. Hele vores ejendom stod og rystede, og bygningen foran vores har fået smadret ruderne,« sagde Philippa Krabbenhøft, der bor lige ved siden af parkeringspladsen, til B.T.

Der er ikke kommet nogle personer til skade ved eksplosionen.