En parkeringsplads ved Helsingør Station står tirsdag dækket af grå røg.

Røgen skyldes adskillige bilbrande på pladsen.

Nordsjællands Politi bekræfter overfor B.T., at der har været ild i op til flere biler.

De skriver samtidig på Twitter, at der har været en mindre eksplosion i en af bilerne:

'Der har været en mindre eksplosion i den pågældende bil, ligesom de to biler parkeret nær den er kommet til skade'.

»Da kl. var 11.20 hørte jeg et kæmpe brag. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var en eksplosion. Det virkede meget voldsomt. Hele vores ejendom stod og rystede, og bygningen foran vores har fået smadret ruderne,« siger Philippa Krabbenhøft, der bor lige ved siden af parkeringspladsen, til B.T.

I en opdatering fra politiets side forlyder det, at man efter nærmere undersøgelser på stedet ikke mistænker, at der foreligger en 'kriminel handling bag eksplosionen'. Det skriver politiet på Twitter.

Politiet er dog fortsat i gang med deres arbejde på stedet.

Men den seneste opdatering fra politiet melder, at det nu er muligt for borgere at komme og hente deres bil fra parkeringspladsen, hvis man har sit køretøj holdende der.

Philippa Krabbenhøft fortæller, at der stod en stor grå røgsøjle op fra eksplosionsstedet, og lige efter den første eksplosion lød der en mindre en.

Der er, ifølge Nordsjællands Politi, ikke kommet nogen personer til skade ved eksplosionerne.

B.T. følger sagen.

Foto: Philippa Krabbenhøft
Vis mere