I den opsigtsvækkende retssag om Korsørmanden kan dna-fund være et af anklagemyndighedens vigtigste beviser.
Og det har det været i adskillige retssager herhjemme i en årrække. Det har dog én bestemt udfordring.
Det skal nemlig bakkes op af andre forhold og kan ikke alene ligge til grund for en dom.
Men hvorfor er det, at et dna-bevis generelt ikke kan stå alene? B.T. har spurgt Mikkel Meyer Andersen, statistiker og forsker i dna-profilers anvendelse ved Aalborg Universitet, om netop det.
»Bare fordi man har afsat dna, betyder det ikke nødvendigvis, at man er skyldig. Der er nødt til at være andre beviser, og derfor siger man som regel, at dna indgår i det samlede bevisbillede.«
Han eksemplificerer med to scenarier:
»Hvis man kigger på et indbrud og finder min dna-profil, kan jeg have afsat den tidligere ved en anden lejlighed end ved forbrydelsen. Derfor handler det om at finde ud af, hvordan dna-profilen kan være afsat, og i princippet hvor mange andre der kunne have afsat en tilsvarende.«
»Vi kan også tage et voldtægtseksempel. Hvis en person nægter voldtægt, men erkender sex, så vil der ikke overraskende være noget dna fra denne person. Så her er man ofte nødt til at inddrage andre beviser og holde op mod andre forhold og historier, der måtte være.«
Helt generelt er det også, fordi man aldrig kan sige noget stensikkert om dna.
»Det er svært at sige, noget er helt sikkert, både hvad angår dna og andre ting. Men man kan tillægge det en vægt, og den kan så være for eksempel stor eller lille – eller måske utrolig stor vægt.«
Dna er som nævnt omtalt flere gange i den igangværende retssag mod Korsørmanden.
På en taperulle fra Korsørmandens hjem har man fundet dna-spor, der med allerhøjeste sandsynlighed – 1:1.000.000 – stammer fra Emilie Meng, har anklager Susanne Bluhm fortalt i retten.
Når ordvalgene 'med allerhøjeste sandsynlighed' bliver anvendt, er det helt bevidst og efter bogen, siger Mikkel Meyer Andersen.
»Det er svært at udtale sig med absolut sikkerhed – også som ekspert.«
»Eksperters rolle er at lave udregninger og udtalelser, og så må andre – eventuelt med hjælp fra os – tolke, hvad tallene så betyder i den konkrete sammenhæng.«
I sagen mod Korsørmanden er der tirsdag 4. juni afsat et helt retsmøde til dna. Her skal det besluttes, om dna-forsker Eske Willerslev får lov at vidne.
Specialanklager Susanne Bluhm vil tale for det.
Forsvarer Karina Skou har taget forbehold for, at hun er imod, for Eske Willerslevs undersøgelser er ikke godkendt til at blive brugt i danske straffesager.
Så meget ved vi.
Hvad vi ikke ved, er, hvad han konkret skal fortælle om. Kun, at det handler om et dna-spor fundet på Emilie Mengs bukser.
Susanne Bluhm har dog tidligere løftet sløret for, at politiet i sommeren 2020 kontaktede Center for Geogenetik på Københavns Universitet, hvor forskeren er leder, for at få hjælp til at undersøge den 17-årige piges bukser.
De blev fundet i julen 2016 – ikke langt fra det sted, hvor den unge piges jordiske rester var placeret i en sø ved Regnemarks Bakke i det midtsjællandske.
Bukserne var vendt på vrangen, og derfor fik efterforskerne hurtigt den mistanke, at gerningsmandens dna kunne findes på dem.
Noget, som retsgenetikere også undersøgte.
Men der var intet match at finde, hvilket Karina Skou, hvis klient nægter sig skyldig, også tidligere har fremhævet:
»Retsgenetisk afdeling har ikke fundet dna fra min klient på bukserne. Tværtimod taler det imod, at det er fra min klient.«
Modsat har Eske Willerslev med sine undersøgelser kunnet fastslå, at det er Korsørmandens dna, der »med en eller anden form for sandsynlighed« er fundet på bukserne, har Susanne Bluhm sagt i retten.
Fremlæggelsen af selve undersøgelserne vil Karina Skou umiddelbart ikke bede retten om at forbyde.
Men hun har varslet, at hun måske vil protestere mod, at Eske Willerslev vidner i sagen, samt at hun vil argumentere for, hvorfor undersøgelserne ikke bør spille en bevismæssig rolle.
Det er uvist, hvilke undersøgelser Karina Skou specifikt refererer til, men sikkert er det, at det bliver op til retten at vurdere og afgøre, om de skal tillægges vægt, når spørgsmålet om Korsørmandens skyld skal vurderes.
»I Danmark er der fri bevisbedømmelse, så det er op til dommerne at bestemme det. For tekniske beviser som dna er der typisk forskning og videnskabelige publikationer på området, der understøtter fortolkningen,« siger Mikkel Meyer Andersen og tilføjer:
»Og ofte ligger der en form for akkreditering, der er med til at sikre høj kvalitet.«
Under sin afhøring forklarede den 33-årige tiltalte, at han ikke har nogen idé om, hvordan hans dna skulle være endt på bukserne.
