Rima Ahmad Alrich vågnede i nat til et uhyggeligt opkald. »Det brænder,« fik han at vide.

Det var hans pizzeria i Lystrup, Marco Pizza, der stod i flammer, da han fik opkaldet ved 02 tiden i nat og derefter drønede derud i sin bil.

»Jeg er fuldstændig i chok. Vi forstår ikke, hvad der er sket,« fortæller Rima Ahmad Alrich til B.T. mandag morgen.

Det var et uhyggeligt syn, der mødte ejeren. Hele facaden var brændt ned, og brandvæsnet og politi var til stede.

Røgdykkere på taget af bygningen.
Røgdykkere på taget af bygningen. Presse-fotos.dk

Han fortæller, at de var på arbejde til klokken 21 i går aftes, og at da de tog hjem, var der ingen tegn på, at der senere skulle opstå brand.

»Hvad der er gået galt, kan jeg slet ikke forstå. Vi har ikke så meget, der nemt kan gå brand i,« forklarer Rima Ahmad Alrich, der fortæller, at de venter på svar fra teknikeren og politiet, som senere i dag vil kontakte ham for at fortælle mere om, hvad der kan være sket.

Nu venter der en periode forude, som han ikke tør tænke på.

»Jeg er meget forvirret, og jeg ved ikke, hvor vi skal starte. I dag skal vi prøve at se på skaderne. Jeg tror, det ser helt forfærdeligt ud,« afslutter han.

Alarmen om branden kom kl. 01.20, og der var derfor ingen mennesker til stede i bygningen, der huser Marco Pizza på Sønderskovvej. Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået.