»Manden må være syg og har sikkert haft en svær barndom med omsorgssvigt. Men han SKAL bare fanges.«
Sådan lød det fra Stina Myrholm tilbage i september 2020, da hun fandt sin otte år gamle fjordhest Carli stående i sin boks i Holbæk Rideklub med blødende kvæstelser.
Hendes hest Carli blev så hårdt ramt af kvæstelser i endetarmen, at man blev nødt til at aflive hesten. Politiet offentliggjorde tilbage i september videooptagelser med en mand set nær stalden den nat, men tre måneder senere står politiet stadig på bar bund uden gerningsmand og uden motiv.
Ifølge mediet sn.dk., så har Midt- og Vestsjællands Politi stødt på en masse blindgyder, og det betyder som sagt ingen gerningsmand.
TIP OS! Kender du noget til sagen eller har haft lignende oplevelser, så kontakt os på 1929@bt.dk
»Det er endt i blindgyder. Hverken hver for sig eller lagt sammen har de forskellige oplysninger i sagen kunne lede os til en mulig gerningsmand,« konstaterer Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi overfor sn.dk.
Fjordhesten var samtidig drægtig, og derfor var det også ejer Stina Myrholms første indskydelse, at der var tale om en abortering. Men det var ikke tilfældet. Skaderne var så grove, at en dyrlæge vurderede, at Carli skulle aflives.
Senere udlovede hun en dusør på 25.000 kroner, som nu er vokset til 60.000 kroner, da bekendte til Stina Myrholm og Stephanie 'Geggo' Salvarli fra 'Familien fra Bryggen yderligere har lagt til dusøren i håb om at finde den gerningsmand, der er blevet set på overvågningsvideoer.
Det er stadig uvist, om den ukendte mand på optagelserne er gerningsmanden, men da han bliver set ankomme til rideklubben på Ladegårdsalleen omkring 22.45 om aftenen 10. september og først forlader stedet igen tre timer senere, er han under alle omstændigheder interessant for politiets efterforskning.
Det vides ikke, hvordan manden på overvågningsvideoen er ankommet til Holbæk Rideklub.