Af ukendte årsager endte et voldsomt solouheld torsdag med, at en bil forulykkede og endte på taget ude i rabatten.

Det skete, da en fører kom kørende i en bil af mærket Suzuki ned ad Udlejrevej i Ølstykke.

I bilen befandt sig i alt fire personer, hvoraf den ene blev tilset af en ambulance på stedet.

»En person kom lettere til skade i ulykken, og ambulancen måtte derfor tilse personen på stedet. Heldigvis skete der ingen alvorlig personskade,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi David Borchersen til B.T.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Vagtchefen fortæller, at politet endnu ikke ved, hvad der var skyld i ulykken.

David Borchersen siger dog, at de har sigtet føreren af bilen for at have kørt i narkopåvirket tilstand, men at vagtchefen ikke har yderligere oplysninger om, hvad det er man mistænker, at føreren var påvirket af.

Vagtchefen vil desuden ikke oplyse førerens alder.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke flere oplysninger i sagen.