Tidligt søndag morgen fandt en voldsom episode sted i Aalborg mellem politi og en 37-årig mand.

Episoden er blevet fanget på video og har søndagen igennem floreret på de sociale medier, hvor den er delt tusindvis af gange.

Ifølge Nordjyllands Politi blev en politibetjent overfaldet med et knytnæveslag af en 37-årig psykisk syg mand klokken 07.00 søndag morgen, hvilket var startskuddet til den voldsomme episode.

I videoen kan man blandt andet se politiet lægge angrebsmanden ned på jorden og holde ham fast, samtidig med de trækker stav og begynder at slå gentagende gange på manden.

TIP OS! Ved du noget om denne sag, så kontakt os på 1929@bt.dk.

Herefter viser den voldsomme video, at politiet på et tidspunkt udøver førstehjælp og giver manden hjertemassage. Forklaringen ifølge Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse er, »da manden på et tidspunkt under anholdelsen virkede ukontaktbar, gav betjentene straks førstehjælp og tilkaldte samtidigt en ambulance.«

»Vi forstår godt, at anholdelsen ser voldsom ud. Det er voldsomt. Her er tale om en psykisk syg person, som desværre bliver meget voldsom og farlig. Betjentene starter med at anvende peberspray mod ham for at pacificere ham, men den har slet ingen effekt,« fortæller politiinspektør Claus Danø og fortsætter.

»Det er vigtigt at pointere, at betjentene samarbejder om at få manden til at forholde sig roligt og pacificeret, indtil de kan mærke, at han holder op med at yde modstand. Den modstand kan ikke nødvendigvis ses på en video, siger politiinspektøren.«

Den psykisk syge mand blev tilset på skadestuen og er nu indlagt på en psykiatrisk afdeling i Aalborgområdet.

Ifølge Nordjyllands Politi er Den Uafhængige Politianklagemyndighed orienteret om sagen.

Politiinspektør Claus Danø fra Nordjyllands Politi understreger, at den 37-årige ingen relation har til knivstikkeriet, der også fandt sted i løbet af natten i Aalborg.