Søndag morgen er to personer kommet til skade i forbindelse med et knivstikkeri i Nørresundby.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.

»To personer er blevet bragt til Aalborg Universitetshospital. En er i kritisk tilstand. Det er det, vi kan sige på nuværende tidspunkt,« lyder meldingen fra vagtchefen.

Først anmeldelse tikkede ind til politikredsen klokken 05.25.

Her lød meldingen, at der var tale om et slagsmål. Kort efter forlød det, at flere var kommet til skade i forbindelse med optøjerne – og at en kniv var indblandet.

Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at man har foretaget flere anholdelser efter knivstikkeriet.

»Der er pt. seks personer, der er anholdt på sagen som behandles som kvalificeret vold ved brug af kniv.«

»Der efterforskes intenst på sagen,« skriver Nordjyllands Politi.

Optøjerne er sket på Engvej i Nørresundby.