Mountainbikecykler, racercykler og dyrt værktøj. En række borgere i Studstrup nord for Aarhus vågnede torsdag morgen op til tomme garager.
»Så vidt jeg ved, er der forsvundet 15 cykler den nat sammen med en masse dyrt kvalitetsværktøj, så det tyder på, at der er tale om organiseret tyveri,« siger Esben Eskerod fra Studstrup.
I byens lokale Facebook-gruppe er der mange, der er frustrerede over tyveriet. Nogle Studstrup-borgere vil installere overvågning, andre vil gå en ekstra runde i området efter mørkets frembrud for at holde øje.
B.T.Aarhus har også selv talt med en håndfuld borgere, der er blevet en cykel eller to fattigere.
Da Poul Madsen fra Studstrup torsdag eftermiddag hørte fra en bekendt, at vedkommende havde fået stjålet en cykel, gik han ud i sin garage for at se, om hans mountainbike stadig stod der. Det gjorde den ikke. Det fortalte han til sin nabo, som så tjekkede sin garage og kom til samme konklusion.
»Det er bare så træls at få stjålet sin cykel. Min har fra ny en værdi af 10.000 kroner, men den er brugt, og jeg har selvrisiko, så det kan ikke engang svare sig at melde den stjålet,« siger Poul Madsen.
Kim Gibhart Christensen har også fået stjålet en mountainbike.
»Cyklen var der, da jeg kom hjem fra fodbold onsdag aften, og så var den væk torsdag morgen, da min datter skulle låne til at cykle i skole. Den stod ellers langt inde på grunden i bunden af et skur forbi bilerne, så den er ikke lige sådan til at få øje på. Det må være nogen, der har vidst, den var der,« siger han.
Han har anmeldt tyveriet til politiet.
»Jeg har meget lidt til overs for cykeltyve. Det er jo ens kære eje, der forsvinder i nattens mulm og mørke. Det er også utrygt for for eksempel mine børn, når der sker sådan noget. Der er ingen tvivl om, at de bliver påvirket af det,« siger Kim Gibhart Christensen.
Esben Eskerod, der har fået stjålet to cykler natten til torsdag, er så frustreret over tyveriet, at han har tænkt sig at sætte et overvågningskamera op.
»Min genbo har lige installeret et kamera, der også fungerer rigtig godt i mørke, så det vil jeg også have mig nu. Det er pisseirriterende med sådan noget organiseret tyveri,« siger han.
Han har ikke meldt tyveriet til politiet, for han regner ikke med, at politiet har ressourcer til at efterforske sagen.
I den lokale Facebook-gruppe går der meldinger om, at der tidligere på ugen er blevet set en varevogn med udenlandsk nummerplade i området og observeret to mænd tage billeder af huse.
B.T. har over flere dage forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi. Det har ikke været muligt.



