Det er fortsat populært blandt unge at sniffe lattergas for at have det sjovt. Nu foregår salget for det meste bare online i stedet for i fysiske butikker.
Det skriver DR.
De små patroner, der kan påvirke hjernen og nervesystemet ved misbrug, kan give både nerveskader og blodmangel.
Alligevel er det ikke et rusmiddel, de unge holder sig fra.
Salget er nu rykket online, blandt andet på det sociale medie Snapchat, hvor midlet sælges ulovligt.
Det fortæller Søren Muff, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, til DR.
»Vi har en stor del af salget, omkring to tredjedele, der er flyttet over på de sociale medier i forhold til de fysiske butikker. Vejen til at skaffe sig lattergas er selvfølgelig blevet lidt mere omstændelig end at gå ind i en vilkårlig kiosk i en hvilken som helst by i Danmark. Men dem, der vil have det, de får det gennem sociale medier,« siger han til mediet.
I sommeren 2020 vedtog Folketinget ellers den såkaldte lattergaslov, der satte en række begrænsninger for salg af lattergas.
Blandt andet besluttede politikerne, at der ikke må sælges lattergas i butikker, der også sælger alkohol og tobaksvarer.
Samtidig blev der sat en aldersgrænse på 18 år og en mængdebegrænsning for køb af produktet.
Sikkerhedsstyrelsen har indgået et samarbejde med Snapchat, som betyder, at de kontakter det sociale medie, når de finder en bruger, der sælger rusmidlet.
De fortsætter desuden kontrollen i de fysiske butikker og overvåger onlinesalget generelt.
Endelig forsøger Sikkerhedsstyrelsen sammen med Toldstyrelsen at afdække, hvordan man kan stoppe det ulovlige salg.
Regeringen har planer om at indkalde partierne bag loven om lattergas til efteråret for at justere loven, oplyser erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse søndag.

