Natten til søndag blev der begået to overfald i Horsens ved Langelinie. En mor til en af de overfaldet lavede efterfølgende et opråb på Facebook.

Nu er en 20-årig mand anholdt og sigtet for de to overfald.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV 2 Østjylland.

Politiet mener dog, at manden ikke har gjort det alene, og de arbejder derfor på at få fat i medgerningsmanden.

Der kom meget opmærksomhed omkring overfaldene, da en mor til en af de forurettede gik på Facebook og lavede et opslag.

Et opslag hvori hun beskriver, hvordan hendes 18-årige søn fuldstændig umotiveret blev overfaldet med flere slag i hovedet, efter sin blot anden bytur.

Hun rakte også ud efter kommunen, politiet og andre forældre og mener, at de burde gå sammen og gøre noget for, at nattelivet fortsat er sjovt, men ikke utrygt.

»Det gør mig ked af det, at unge mennesker ikke kan gå i fred og hygge sig,« skrev hun blandt andet i opslaget.

Opslaget er i skrivende stund blevet delt 2,500 gange på Facebook.

Den 20-årige mand vil i den nærmeste fremtid blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.