Tirsdag iværksatte Østjyllands Politi en massiv eftersøgning efter 29-årige irske Peter, der forsvandt natten til 5. december.
Men selvom både vandsøgningshunde, Søværnets dykkertjeneste, og forskningsskibet Aurora, der blandt andet bidrog til gennembrud i sagen om den dræbte journalist Kim Wall, blev taget i brug, så blev den eftersøgte Peter ikke fundet.
Der kom heller ikke et nyt gennembrud i sagen.
»Vi har ikke fundet noget nyt, men vi fortsætter eftersøgningen i dag,« siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
Han fortæller altså, at politiet igen onsdag vil fortsætte den intense eftersøgningen til vands. Hvor længe politiet fortsat vil lede, kan han endnu ikke svare på.
»Vi fortsætter så længe, det giver mening. Det er svært at sige, hvor længe det er. Vi koncentrerer os om eftersøgningen i dag,« siger han.
Da tirsdagens eftersøgning blev offentliggjort, vakte det undring hos flere på Facebook – for hvorfor var det ikke sket noget før?
Men det er det også, understreger Jakob Christiansen.
»Vi har været i gang rigtig længe. Siden han blev meldt savnet, har der været en intensiv eftersøgning både til lands og til vand. Så det er ikke nyt, at vi leder intensivt efter ham,« siger han.
Uden et gennembrud i sagen kan politiet ikke konkludere, hvad der er sket.
»Vi ved ikke, hvad der er sket, og så længe vi ikke har fundet ham, kan vi ikke udelukke noget. Men det er klart, vi leder så meget i vandet lige nu, fordi en af de teorier, vi har, er, at han kan være faldet i vandet,« siger Jakob Christiansen.
29-årige Peter forsvandt natten til 5. december, efter han havde forladt Jægergårdsgade, hvor han havde drukket en fyraftensøl med nogle venner.
Han er sidst set omkring Navitas ved Aarhus Havn. Det formodes, at han var på vej hjem til sin søster, som bor på Aarhus Ø.
Politiet modtager meget gerne oplysninger i sagen på telefon 114

