Hundredvis af danskere har på det seneste fået stjålet deres sidespejle. Især i Aarhus.
Nu efterlyser Østjyllands Politi et køretøj i forbindelse med den lange række anmeldelser.
»Det er politiets klare formodning, at det pågældende køretøj har en relation til de mange sidespejlstyverier, der i løbet af den seneste uges tid er blevet begået i forskellige aarhusianske bydele,« oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Køretøjet, der efterlyses, er en Toyota Corolla på litauiske nummerplader.
»Hvis man ser køretøjet, skal man ikke selv tage kontakt til personerne, men i stedet underrette sit nærmeste politi og fortælle om sine iagttagelser. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.
Det er ikke kun i Aarhus, at bilejere på det seneste er kommet ud til et køretøj uden sidespejle.
Forinden tyverierne i det østjyske, plagede lignende sidespejlstyverier nemlig også Københavnsområdet.
Østjyllands Politi skriver i den forbindelse, at gerningsmændene - og det efterlyste køretøj - derfor godt kan have bevæget sig videre rundt i landet.
Det efterlyste køretøj er nærmere bestemt en grå/ sølvgrå Toyota Corolla Verso med ét af følgende mulige registreringsnumre: GJO699 eller GUO699.
Tirsdag delte politiet også billeder af de formodede gerningsmænd. Dem kan du se her.