Hundredvis af danskere har på det seneste fået en ubehagelig og irriterende oplevelse. Ikke mindst i Aarhus.

Nu deler politiet nye videobilleder i det håb, at den irriterende og ulovlige plage kan stoppe én gang for alle.

»Hvem er disse maskerede sidespejlstyve?,« indleder politikredsen en pressemeddelelse om sagen, der har fået ikke så lidt opmærksomhed på det seneste.

Af god grund.

Den sidste uges tid har flere hundrede østjyske bilejere været udsat for den helt særlige form for tyveri: At ukendte gerningsmænd har stjålet sidespejlene på deres – ofte dyre – biler i løbet af de sene nattetimer.

Alene det seneste døgn har politiet fået 38 nye anmeldelser om sidespejlstyverier – og politiet har en klar formodning om, hvem der står bag.

»Vi har uden tvivl haft en decideret bølge af tyverier, hvor gerningsmændene er gået målrettet efter sidespejle på de dyrere bilmærker, som hver især har en værdi af flere tusinde kroner, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Martin Frank Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Blandt andet er der blevet stjålet sidespejle fra parkerede biler i de aarhusianske bydele og boligområder, herunder Åbyhøj, Viby, Brabrand, Højbjerg, Risskov og Tilst.

Her ses en gerningsmand bag et eller flere af de mange sidespejlstyverier.
Her ses en gerningsmand bag et eller flere af de mange sidespejlstyverier. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Ifølge politiet tyder alt på, at der er tale om flere forskellige gerningsmænd, som dog har én ting til fælles: Omfanget af tyverierne og gerningsmændenes fremgangsmåde indikerer, at der kan være tale om omrejsende udenlandske kriminelle.

Politiet har imidlertid brug for borgernes hjælp til at få fanget sidespejlstyvene.

Derfor offentliggør og deler Østjyllands Politi nu en række videoer og billeder af nogle af de igangværende sidespejlstyve for at give et billede af, hvordan de typisk går klædt og hvordan de arbejder.

»Vi har ikke noget konkret bud på, hvem gerningsmændene er, men vi ved, at de oftest arbejder flere personer sammen og bærer rygsække. De er typisk maskerede og bærer handsker og mørkt tøj, og i nogle tilfælde har vi også set eksempler på, at de cykler rundt fra bil til bil,« siger Martin Frank Rasmussen.

Tyvene stjæler sidespejlene på ganske få sekunder. Her ses en af dem i aktion.
Tyvene stjæler sidespejlene på ganske få sekunder. Her ses en af dem i aktion. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Tyverierne af sidespejlene tager kun ganske få sekunder, hvorefter gerningsmændene hurtigt forlader gerningsstedet.

»Derfor er det også vigtigt, at borgerne er særligt opmærksomme og i roligt tempo gennemgår deres videoovervågning, hvis de har været udsat for et sidespejlstyveri eller bor i nærheden af et af de berørte områder eller villaveje,« siger Martin Frank Rasmussen.

Han og Østjyllands Politi har også et godt råd til borgerne, som måske kan hjælpe med at komme omfattende tyverier til livs: At hilse på dem, man møder – især, hvis vedkommende udviser mistænkelig adfærd og ikke umiddelbart virker til at være bosiddende i boligområdet. 

»Hvis vedkommende er på udkig efter at begå tyveri eller indbrud, vil han eller hun højst sandsynligt forlade området, når naboerne pænt siger hej,« lyder det fra Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Her er to af gerningsmændene fanget på overvågningsbilleder.
Her er to af gerningsmændene fanget på overvågningsbilleder. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Hvis du har set eller hørt noget, der kan have interesse for politiet, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.