I mere end halvandet døgn har kvinden Ulla været forsvundet fra sit hjem i Holte.

Natten til mandag indledte politiet en storstilet 'humanitær eftersøgning', hvor man blandt andet sendte en helikopter i luften i forsøget på at finde hende, da hun på grund af kulden frygtes at kunne være i livsfare, hvis hun opholder sig udendørs.

Mandag aften måtte man dog indstille eftersøgningen på grund af mørket, men efterforskningen genoptages tirsdag. Det fortæller vagtchef David Borchersen ved Nordsjællands Politi.

»Vi holdt en pause med eftersøgningen, da vi blev nødt til at stoppe på grund af mørkets frembrud i går. Men eftersøgningen fortsætter i dag,« siger han og tilføjer:

»Vi håber, at der kommer en masse henvendelser fra borgerne, som kan lede os i en eller anden retning.«

Til B.T. forklarede vagtchefen Michael Hansen tidligt mandag morgen, at kvinden - der er 75 år - omkring midnatstid natten til mandag havde forladt sit hjem i Holte.

»Hun kan være i livsfare på grund af de vejrforhold, vi har, hvis hun opholder sig udendørs,« fortalte han.

Politiet har en formodning om, at Ulla kan være søgt ind i Geels Skov i Holte.

Den formodning udspringer af, at kvinden tidligere har været gået hjemmefra og er blevet fundet derinde.

Politiet opfordrer borgere i området til at tjekke skure, udhuse og garager igennem for at se, om Ulla kan have søgt ly der.

'Hun er 1,68 cm høj, buttet og har kort sort/gråt hår', lyder beskrivelsen af hende.

Hvis du ser kvinden eller ved, hvor hun kan opholde sig, bedes du kontakte Nordsjællands Politi på telefonnummer 114.