»Det er ikke en glad anklager, du står med, fordi det her er noget af det mest ubehagelige, uforståelige og ulykkelige, man kan forestille sig.«
Således lød den umiddelbare reaktion fra senioranklager Morten Frederiksen, efter et nævningeting og tre juridiske dommere torsdag eftermiddag idømte et forældrepar 14 års ubetinget fængsel for drabet på deres spæde datter.
Normalt ligger straffen for manddrab på 12 år, men under sin procedure argumenterede senioranklageren for, at der var tale om skærpede omstændigheder.
Fordi offeret var en nyfødt, forsvarsløs og helt igennem uskyldig pige, argumenterede han for, at 34-årige Mohamad-Bager Faieq Hussein Al-Jeboury og 24-årige Rand Yaseen skulle idømmes 16 års fængsel.
Så høj blev straffen ikke, men:
»Jeg er meget tilfreds med, at retten siger, at der ingen formildende omstændigheder er i denne sag. Overhovedet.«
»Der er tale om et værgeløst offer, vold over en længere periode og forældre, der har lagt en plan for simpelthen at slå barnet ihjel,« lød det fra Morten Frederiksen.
De tre juridiske dommere og nævningetinget var enige, da de fandt parret skyldige i sidste forår at have dræbt datteren, der kom til verden 4. marts.
»Barnet blev flere gange udsat for vold, der førte til adskillige brækkede ribben, punkterede lunger og iltmangel, der medførte, at hun knap syv uger gammel døde på Rigshospitalet,« læste retsformand Henrik Munkholm op.
Parterne var også enige, da de nogle timer senere idømte parret den skærpede fængselsstraf.
Nogle, der ikke var enige i dommen, var de to dømte og deres forsvarere. Begge forsvarere havde argumenteret for en straf på 12 år eller mindre. Begge ankede de sagen på stedet. Begge dømte nægter sig fortsat skyldige. De vil frifindes – alternativt have en mildere straf.
»Der er ikke nogen tvivl om, at sagen skal videre og prøves med nye øjne,« sagde den 34-årige mands forsvarer, Alexander Nyborg Christensen, efterfølgende med henvisning til nogle tekniske ting, som han vil have efterprøvet.
Det drejer sig om blandt andet oversættelsen af korrespondancer mellem parret. Korrespondancer, som vejede tungt, da skyldsspørgsmålet blev afgjort.
»Det er uanset hvad en tragisk sag. Der kan aldrig være et godt udfald. Som tingene er, vil der altid være et barn, der er dødt.«
»Men som advokat er jeg nødt til at prøve det hele, og det mener jeg bestemt, jeg skal. Min klient påstår sig uskyldig, og vi påstår frifindelse,« sagde Alexander Nyborg Christensen.
Samme påstand lyder fra den dømte 24-årige kvinde og hendes forsvarer, Mads Kramme:
»Min umiddelbare reaktion er, at det er en utrolig trist sag på alle måder, og min klient er naturligvis ked af, at hun er blevet dømt for at have dræbt sit barn,« sagde forsvarsadvokaten og fastslog:
»Nu går vi til landsretten og ser, om vi kan få et andet resultat.«
Foruden fængselsstraffen er kvinden blevet idømt udvisning til Irak.
Det er uvist, hvornår sagen kommer for Østre Landsret. Sikkert er det dog, at det dømte forældrepar skal sidde varetægtsfængslet indtil da.


