Først hørte han braget. Strøg ned ad trapperne fra soveværelset på første sal. Så den smadrede rude.

Og øksen.

For omtrent to årtier siden var Kjeld Martin Nielsens hjem på Amager udsat for et indbrud. Ingen kom til skade under indbruddet, og tyven fik kun snoldede 70 kroner med sig. Ikke desto mindre satte oplevelsen sig i ham og familien.

»Vi sov ikke så godt bagefter. Vi var meget rystede, men også lettede, da vi fandt ud af, at det ikke var os personligt, man var gået efter. Kun vores ting. Men det var jo en grim oplevelse alligevel.«

»Vi meldte ærligt ud om det, og så viste det sig, at det også var foregået andre steder i nabolaget. Man havde bare ikke talt om det.«

Da den i dag 66-årige Kjeld Martin Nielsen konstaterede, at øksetyven også havde været forbi andre naboer, besluttede han og de andre, at de måtte gøre noget. De måtte begynde at tale sammen.

'Operation nabohjælp' blev en realitet i kvarteret på Amager, og snart blev nabolister med telefonnumre sendt ud til dem, der ville være med.

På den måde blev det lettere at advare hinanden, bede om hjælp og reagere, hvis der skulle være noget.

Samtidig blev der delt gode råd naboerne imellem – og holdt øje.

Hjælpen blev for nogle år siden systematiseret yderligere, da han og hans naboer meldte sig til Nabohjælp. Et initiativ, som er blevet til i et samarbejde mellem TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd.

Nabohjælp tilbyder en app, hvori nabohjælpere kan advare hinanden mod mistænkelig adfærd i nabolaget og indbrud.

De kan også melde ind, hvis de skal ud og rejse og dermed anmode om, at udvalgte nabohjælpere holder ekstra godt øje med deres huse.

I dag bruger 218.000 danskere den gratis app.

Og det virker.

Hos politiet har man de seneste år set et dyk i antallet af indbrud. Rigspolitiet har netop offentliggjort indbrudstal for sommerugerne 27 til 32 i år – og de er på landsplan rekordlave sammenlignet med andre år.

I København og Nordsjælland sætter de lave tal ikke rekord, som de gør på Vestegnen. Alligevel er det tydeligt, at der er sket et stort fald i anmeldelser de seneste seks år.

Og her har coronapandemien unægteligt haft noget at sige i forhold til de lave tal, lyder det fra Rigspolitiet. Men det har forebyggende arbejde også. Heriblandt nabohjælp.

»Selvom vi styrker vores egen indsats, vil der fortsat være behov for tætte eksterne samarbejder og for bedre sikring af boliger, hvis den gode udvikling skal fortsætte,« siger Henrik Sønderby, centerchef i Nationalt Efterforskningscenter.

Den betragtning er Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, enig i.

»Liv og aktivitet i nabolagene skræmmer tyvene væk. Men det betyder ikke, at vi skal holde os hjemme for at undgå indbrud,« siger hun og fortsætter:

»Nabohjælp handler om at få husene til at se beboede ud i ferieperioder og om at være synlige i nabolaget. Det kommer helt naturligt, når vi opholder os meget hjemme, men med aktiv nabohjælp kan man opnå samme effekt, når vi vender tilbage til normale tilstande, hvor vi i højere grad tager på ferie igen.«

Vågne øjne hos naboer er det vigtigste våben mod indbrud, mener Kjeld Martin Nielsen, der fremhæver et tilfælde, hvor to nabohjælpere engang opdagede en fremmed person stående i en nabos stue.

Straks blev politiet tilkaldt, og tyven knaldet.

Nogle gange er det nødvendigt at tilkalde politiet. Andre gange er det nok bare at være til stede i nabolaget. Vise, at der er liv, forklarer Kjeld Martin Nielsen, der ofte går ture i nabolaget. Bare for at holde øje.

Kjeld Martin Nielsen har boet i Amager-hjemmet de seneste 39 år – og heldigvis kun én gang haft indbrud.
Kjeld Martin Nielsen har boet i Amager-hjemmet de seneste 39 år – og heldigvis kun én gang haft indbrud.

Selv har han ikke konfronteret nogen tyve. I hvert fald ikke på fersk gerning. Måske har de set ham eller en af de andre på gaden og er vendt om. I hvert fald har nabolaget ikke haft mange indbrud de seneste år, fortæller han.

Mens han og familien efter indbruddet dengang havde svært ved at sove om natten, sover de trygt nu og har gjort det i mange år. De frygter heller ikke besøg af tyven, når de tager på ferie.

»Vi går ikke og er bange. Og her har det meget at sige, at vi hjælper hinanden.«

»Hvorfor skal vi ikke kende hinanden? Hvorfor ikke være opmærksomme og kere for hinanden? Uanset hvordan man har det, kommer der altid en krisesituation. Uanset om det er indbrud eller andet. Hvis der sker noget, er der hjælp. Og det er i virkeligheden bare en menneskelig ting.«