Onsdag aften begyndte politiets dykkere eftersøgningen af en savnet ung mand. Nu har man fundet et lig.

Ifølge Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi, blev liget fundet i Odense Å omkring klokken 21.30 onsdag aften.

Der er formentlig tale om den savnede 19-årige Mark Corneliussen, der sidst blev set forlade en beværtning i det centrale Odense.

Mark Corneliussen har været forsvundet siden fredag aften.
Mark Corneliussen har været forsvundet siden fredag aften.
Vis mere

Derefter har han ikke givet lyd fra sig.

»Liget er ikke endeligt identificeret, så vi kan ikke bekræfte det endnu, men det er formentlig ham,« siger vagtchefen til B.T. tidligt torsdag morgen.

Politiets dykkere ledte i området efter at have modtaget oplysninger om, at den unge mand var set ved åen.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Mark Corneliussens mor har på Facebook delt et opslag, hvor hun skriver, at hendes søn er fundet død.

'Jeg fik besøg af politiet den 23/10-2019 klokken 21.15, der meddelte mig og Marks lillebror, Nicklas, at de havde fundet Mark omkommet i Odense Å,' står der i opslaget.

'Jeg vil sige rigtig mange tak til alle de mennesker, der har delt alle opslag om Mark. Jeg vil også sige tak til Missing People, Forsvundne Personer og politiet for jeres søgen efter Mark. Hvil i fred, min skat,' afslutter moderen.