Trods en massiv eftersøgning med hundepatruljer, både og drone var det videooptagelser, som ledte politiet frem til det sted, hvor dykkere onsdag aften fandt liget af en ung mand i Munke Mose.

Det fortæller politikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi til Fyens.dk.

»Vi havde ham på videoovervågning, fordi han passerede et kamera ved Odense Aafarts billetsalg med retning mod Fruens Bøge. Det var årsagen til, at vi fik dykkere i vandet for at se, om han lå der. Det var lige så meget for at udelukke det,« siger han til avisen.

Fyns Politi fortalte tidligere torsdag, at det formentlig er liget af den forsvundne 19-årige Mark Corneliussen fra Nyborg, der er fundet.

På videooptagelsen kunne se den unge mand bevæge sig lidt usikkert. Mark Corneliussen forsvandt efter en bytur i Odense fredag aften og blev meldt savnet af politiet mandag.

Det var dykkere fra beredskabet, der fandt liget omkring klokken 21.30 onsdag aften nær Odense Aafart som del af en større eftersøgning af den savnede 19-årige.

På et ligsyn torsdag formiddag blev det besluttet, at den afdøde skal obduceres for at fastslå dødsårsagen. Ifølge politiet er der ikke noget, der indikerer, at der skal være sket en forbrydelse.