En DSB-kontrollør blev mandag nikket en skalle, da han påpegede manglende billet og mundbind hos en passager.

Det skriver Fyns Politi i mandagens døgnrapport.

Heri fremgår det, at passageren blev meget aggressiv, da togkontrolløren påtalte manglerne i toget.

Passageren trådte dernæst ud af toget og ned på perronen, hvor togkontrolløren blev tildelt en skalle.

Togkontrolløren væltede som følge af skallen bagover og pådrog sig et hul i hovedet.

Passageren, en mand, forlod efterfølgende perronen gennem Odense Banegårdcenter.

Vedkommende slipper dog ikke for en sigtelse.

Grundet en afgift foretaget af en anden kontrollør på stedet lykkedes det ordensmagten at identificere passageren.

Passageren bliver nu sigtet for vold mod person i offentlig tjeneste.

Efter overfaldet blev togkontrolløren kørt til sygehuset, hvor han er blevet behandlet for sine skader.