Ankesagen mod Peter Madsen blev fredag afbrudt på dramatisk vis, da en person fik et ildebefindende.

Fredag skulle have været dommens dag for 47-årige Peter Madsen, der har anket byrettens dom til livstid.

Men sagen i Østre Landsret blev afbrudt, da en domsmand fik et ildebefindende midt under retsmødet.

Anklager Kristian Kirk gennemgik fra morgenstunden Peter Madsens uhyrlige handlinger i ubåden.

Anklager Kristian Kirk ankommer til fredagens retsmøde i Østre Landsret mod Peter Madsen. Under sine afsluttende bemærkninger kaldte han ubådsbyggeren for en »middelalderlig torturbøddel«.
Anklager Kristian Kirk ankommer til fredagens retsmøde i Østre Landsret mod Peter Madsen. Under sine afsluttende bemærkninger kaldte han ubådsbyggeren for en »middelalderlig torturbøddel«. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Han fortalte om, hvordan Peter Madsen mishandlede Kim Wall med de tilspidsede skruetrækkere, om hvordan han bandt hende fast med stropper og om hvordan han til sidst tog hendes liv.

»Peter Madsens handlinger er en middelalderlig torturbøddel værdig,« sagde anklageren.

Du kan se eller gense B.T.s live-dækning af ankesagen her

Han beskrev i malende detaljer den hjælpeløse situation, Kim Wall var i, da hun hang fastspændt i den klaustofobiske undervandsbåd med den halshugnings- og spidnings-besatte vanvidskaptajn som eneste selskab.

Forinden havde Peter Madsen haft en indgående brug af såkaldte snuff-videoer, ligesom han havde chattet med en anden kvinde om at lave en snuff-video selv.

»Jeg er også sikker på, at Peter Madsen har optaget det hele. Det kamera, der blev fundet i ubåden uden memorykort, havde intet fornuftigt formål i ubåden. Peter Madsen har også forklaret, at han smed sin mobiltelefon i vandet,« fortæller han.

Derefter gik han over til at gennemgå tidligere sager, der har ført til livstid.

Han nævnte blandt andet sager om drab på et syvårigt barn og voldtægtsdrab på en 17-årig pige.

En ambulance forlader Østre Landsret med en domsmand, der faldt om på dommens dag i sagen mod Peter Madsen.
En ambulance forlader Østre Landsret med en domsmand, der faldt om på dommens dag i sagen mod Peter Madsen. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Men midt under sin gennemgang blev han afbrudt.

»Vi er nødt til at holde en pause,« sagde retsformanden.

Til højre for ham sad den ene af de domsmænd sammensunket og bevidstløs i stolen.

I et øjeblik stod luften stille i lokalet. Herefter brød en heftig aktivitet ud.

Retsbetjente for hen til personen, der sank ned på gulvet.

En hjertestarter blev rekvireret, men ikke taget i brug.

En ansat ved Østre Landsret oplyste efterfølgende, at personen fik et ildebefindende, men er ved bevidsthed. Han er blevet kørt væk med en ambulance.

Retssagen blev efterfølgende udsat til en anden endnu ikke fastlagt dato.

Peter Madsen må få sin dom en anden dag.