'Der er skideskægt i BonBon-Land', lyder den kendte forlystelsesparks populære slogan.
Der var dog knap så meget at grine af, da en kvinde og hendes voksne søn lørdag eftermiddag besøgte BonBon-Land ved Holme-Olstrup på Sydsjælland.
I døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis kan man læse, at kvinden »faldt i vandet ved et uheld«.
»Efterfølgende blev damens søn meget vred og oprevet, da han ikke mente, at de ansatte på stedet var gode nok til at hjælpe hans mor op af vandet.«
»Sønnen blev aggressiv og højtråbende, og derfor blev politiet tilkaldt,« står der i døgnrapporten.
Manden, der er 23 år og fra Odense, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, oplyser politiet.
Mette Christina Nielsen, der er kommunikationschef i BonBon-Land, bekræfter over for B.T., at der har været en hændelse ved forlystelsen Andedammen i lørdags, hvor en gæst »var ved at falde i vandet«.
»Gæstens søn bliver herefter meget aggressiv over for både vores medarbejder og andre gæster i nærheden.«
»Vi accepterer ikke den adfærd, så derfor følte vi os nødsaget til at ringe til politiet med det formål at sikre, at den aggressive gæst forlod parken,« skriver Mette Christina Nielsen i en mail.
