Han er dømt for en grov voldtægt, sigtet for at dræbe en pensionist, og flere politikere vil have ham ud af landet. Nu får de måske endnu en grund.

Den 30-årige somalier, som er hovedperson i en politisk omdiskuteret mordsag, har nemlig også hjulpet med at franarre ældre borgere tusindvis af kroner.

Mens corona-pandemien rasede i 2020, hævede han penge til svindlere, som forinden havde fået ældre til at overføre dem til hans konto. Det fremgår af en dom fra 2024 udstedt ved Byretten i Odense.

Manden tidligere kendt som Ahmed Omar Mohamed stillede sin konto til rådighed for at hjælpe med at »skjule eller tilsløre« hvor pengene kom fra, og der var derfor tale om hvidvask.

Forbrydelsen er i den mildere ende i forhold til, hvad Mohamed tidligere har begået af kriminalitet. Han har været offentlig kendt, siden han i 2012 blev idømt seks års fængsel for at bortføre en 10-årig pige fra en legeplads og voldtage hende flere gange i en skov.

Ved det, en ekspert kalder »en tragisk fejl«, undgik han dengang udvisning, hvilket i årevis har vakt stor vrede blandt især borgerlige politikere.

Detaljer fra retssagen i 2024 indikerer, at somalieren har levet en sølle tilværelse, efter han kom ud af fængslet, hvor han afsonede sin voldtægtsdom.

Han har forklaret:

Under afsoningen gennemførte han en komprimeret udgave af Handelsskolernes Grunduddannelse (HG). Han fik efterfølgende et halvt års ansættelse, men da arbejdsgiveren fandt ud af, hvad han var dømt for, opfordrede han ham til at sige op.

Efterfølgende har han været på kontanthjælp og desuden haft et misbrug af hash og rygeheroin, og han har før fået bøder for butikstyveri og besiddelse af stoffer.

»Han håber, at når han har tjent penge nok, vil han flytte til Somalia og starte egen landbrugsvirksomhed. Han kan godt se sig selv få et godt liv i Somalia,« lyder det i domsbogen fra 2024.

Heri fremgår det også, at hvidvask-sagen kostede ham fire måneders betinget fængsel og en advarsel om udvisning.

Hvad hans fremtid byder på nu, er uklart. I øjeblikket sidder han varetægtsfængslet for drabet på den 77-årige Henrik Johansen – en tidligere kommunaldirektør i Svendborg, som i tiden frem mod sin død har haft den seriekriminelle somalier boende i sit hjem. Det kan du læse mere om her.

Han nægter sig skyldig i mord.