»Jeg er brudt gennem verden, selvom jeg er udenfor. Selvom jeg ikke er indlagt, selvom alt går rigtig godt. Det provokerer mig. Det er ikke hospitalet. Det var hende lægen. Hun var der kun for at provokere.«
Det var en åbenlyst psykisk syg mand, der lørdag formiddag tog plads i Retten i Glostrup. Sigtet for drabet på en kvindelig læge, der passede sit arbejde på Psykiatrisk Center Glostrup. Og sigtet for drabsforsøg på to andre ansatte.
Mens den 41-årige kun erkender at have begået grov vold mod de to sidstnævnte, erkender han blankt, at han står bag drabet på lægen.
»Ønskede du at slå hende ihjel?« spurgte anklageren under grundlovsforhøret. Svaret lød prompte.
»Ja, det var meningen. Jeg var nødt til det. Hun var der kun for at provokere og ødelægge min behandling. Hun gad ikke gå på pension.«
Under grundlovsforhøret ville han gerne afgive forklaring. Meget gerne. For tilhørerne var det til tider svært at følge med. Svært at forstå, hvad han sagde. Og særligt, hvad han mente.
Men det stod lysende klart, at manden havde til hensigt at tage livet af den læge, der i et år havde behandlet ham på Retspsykiatrisk Ambulatorium. Et sted, hvor kriminelle med behandlingsdomme er patienter, men ikke indlagt.
I retten kom det frem, at man allerede for nogle uger siden havde efterlyst genindlæggelse af den 41-årige, der tidligere er idømt en behandlingsdom for et røveri begået i starten af 10erne.
En indlæggelse, der blev effektueret, da han for nylig blev sigtet for vold, trusler og overtrædelse af knivloven begået på Stationstorvet i Albertslund.
I mellemtiden er han dog blevet udskrevet. Det er uvist hvornår. Og hvorfor.
Men han var altså ikke indlagt, da han fredag formiddag satte kurs mod Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i Brøndby.
Med sig havde han en kniv.
»Nogle gange går det ad helvedes til. Andre gange går det godt. Jeg lagde kniven udenfor,« forklarede han i retten og fortsatte:
»Jeg er meget forvirret i hovedet. Jeg havde grund til at have den med, for der var meget ballade. Der var meget hovedpine derinde (det psykiatriske afsnit, red.), selvom dommen er gammel.«
På afdelingen blev han mødt af den kvindelige læge. Hvad, der konkret skete under mødet, er uvist. Men sikkert er det, at den 41-årige efterfølgende hentede sit våben.
En gul kniv på 30 centimeter.
Med det 16 centimeter lange blad stak han ved hovedindgangen omkring klokken 12.10 den kvindelige læge i halsen og i maven. Og da en mandlig ansat forsøgte at komme hende til undsætning, blev også han stukket. I milten og lungen.
»Han holdt mig og tog mig ned. Det var ikke meningen, jeg skulle dræbe ham. Jeg kunne godt, men jeg gad ikke. Men han skulle lade være med at blande sig. Jeg gider ikke snakke om det. Det er grimt. Det var kun meningen, at jeg ville dræbe kvinden.«
Også en kvindelig sygeplejerske kom til skade. Hun blev stukket overfladisk i armen og kunne timer senere forlade hospitalet efter behandling.
Den kvindelige læge døde som følge af sine kvæstelser. Den kvæstede mand blev natten til lørdag opereret for sine.
Den 41-årige flygtede efter overfaldet fra centret. Smed kniven i et buskads. Løb.
Efter 35 minutter blev han lokaliseret af politiet, der anholdt ham. Det foregik fuldstændig stille og roligt, har politiet tidligere sagt.
Efterfølgende blev han afhørt. Velvilligt. For den 41-årige vil gerne fortælle, hvorfor han har handlet, som han har. Hvorfor han har dræbt.
Grundlovsforhøret var da også kun netop gået i gang, da han første gang tog ordet.
»Jeg kan ikke mere. Jeg har ødelagt mit liv. Jeg er ked af det. Jeg har oplevet meget lort. Jeg kan ikke mere,« sagde han.
Forinden havde han gjort store indsigelser mod en kvindelig betjent, der stille havde taget plads bag ham i retten.
Hun chikanerede ham, mente han. Provokerede og generede ham.
»Undskyld. Fjern hende der. Kan hun ikke stå et andet sted? Hun bliver ved med at irritere og køre på mig. Vil du ikke gå væk?«
Flere gange under retsmødet måtte dommeren bede den sigtede om at forholde sig roligt. Han blev ved med at afbryde. Med at komme med sit syn på sagen.
Men dommeren havde hørt nok.
Anklageren behøvede ikke at gennemgå mange beviser, før beslutningen om varetægtsfængsling blev truffet.
Den 41-årige skal foreløbigt sidde fængslet frem til 16. august. Simpelthen, fordi der er risiko for, at han på fri fod vil begå ny lignende kriminalitet.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.