Den 41-årige mand, der fredag blev anholdt i kølvandet på knivstikkeri på Psykiatrisk Center i Glostrup, erkender drabet på en kvindelig ansat. 

Han erkender, at han omkring klokken 12.10 stak kvinden i både halsen og maven, hvorved hun senere blev erklæret død.

»Jeg var nødt til det. Hun var der kun for at provokere og ødelægge min behandling. Hun gad ikke gå på pension,« fortæller han i under grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup.

Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på de to andre, der blev kvæstet ved overfalde.  Her blev den ene ramt af knivstik i både lunge og milt, mens den anden blev stukket i armen. Her erkender han kun grov vold.

Politiet var fredag massivt til stede ved Psykiatrisk Center Glostrup på Brøndbyøstervej i Brøndby.
Politiet var fredag massivt til stede ved Psykiatrisk Center Glostrup på Brøndbyøstervej i Brøndby. Pressefotos-Dk/Ritzau Scanpix

På baggrund af efterforskningens tidlige stadie har anklageren anmodet om dørlukning under retsmødet, men denne begæring er blevet afvist af dommeren.

Derfor får offentligheden altså indblik i politiets foreløbige beviser i sagen.

Ligeledes får vi lov til at høre den 41-åriges egen forklaring. Han har fra start gjort det klart, at han er meget syg. 

»Jeg kan ikke mere. Jeg har ødelagt mit liv. Jeg er ked af det. Jeg har oplevet meget lort. Jeg kan ikke mere,« siger han således, før retsmødet overhovedet er gået ordentligt i gang.

Hverken han eller hans forsvarer protesterer mod anklagerens begæring om, at han bliver varetægtsfængslet. Og det vil han være foreløbigt i fire uger, har dommeren besluttet.

Derudover er det blevet besluttet, at der skal laves en supplerende mentalundersøgelse af den 41-årige. 

»Der ligger massivt materiale i forvejen,« lyder det fra dommeren.

Sagen landede hos Københavns Vestegns Politi klokken 12.10, da en medarbejder fra det psykiatriske center ringede og anmeldte knivstikkeriet til politiet. 

Straks rykkede man talstærkt ud og afspærrede et større område omkring Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i Brøndby, hvor angrebet var fundet sted. Her er 13 personer ansat til at behandle patienter, der er idømt behandlingsdomme. Patienter, der ikke er indlagt på selve centret.

Tre medarbejdere blev hastet til hospitalet. Én med overfladiske læsioner. To med alvorlige skader.

Nogle timer senere afgik en af de sidstnævnte ved døden, og politiet stod nu med en drabssag.

I mellemtiden var det lykkedes at anholde den 41-årige mistænkte, der var flygtet fra stedet. Selve anholdelsen foregik 'fuldstændigt stille og roligt', fastslog politiet allerede fredag

Ligeledes lød det, at den 41-årige havde ladet sig afhøre af politiet, der dog ikke ville udtale sig om et muligt motiv i sagen.

»Vi synes, det er en rigtig alvorlig og uhyggelig sag, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde ud af, hvad der er sket,« udtalte vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.