Se videoen foroven: Forsvarsadvokat Henrik Stagetorn: Peter Madsens forsvarer har flere gode kort på hånden.
Egentlig er det ikke en drabschefs opgave at holde kontakten med dræbtes familie. Men ubådssagen har bragt vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen særligt tæt på Kim Walls familie i Sverige.
Det fortæller drabschefen selv i et stort interview i det nye nummer af Euroman.
»Normalt er det en sagsbehandler, der har kontakten med den dræbtes familie og holder den hele vejen igennem. Det prøver vi virkelig at følge, men den fredag, da sagen begynder, har jeg ikke kaldt flere folk ind. Det gør jeg om lørdagen, da jeg beder svensk politi om at tage ud og underrette Kim Walls forældre. Samtidig siger jeg, at de meget gerne må give dem mit nummer. Forældrene ringer ret hurtigt. Siden har jeg talt med dem flere gange om dagen. Det gør jo, at man får et relativt tæt forhold,« siger Jens Møller Jensen i interviewet med Euroman.

Da politiet finder Kim Walls torso på en strand på Amager, beslutter Jens Møller Jensen sig derfor også for selv at køre til Sverige og besøge familien. Til Euroman fortæller han, hvordan samtalen faldt let med de efterladte forældre, som var jævnaldrende med den 60-årige drabschef.
Fællesinteresser skulle det også vise sig, at de havde.
Kim Walls forældre bor tæt på havet, og da samtalen ind imellem skulle handle om andet end den grufulde drabssag og familiens smertefulde tab, snakkede de bl.a. om fiskeri.
Jens Møller Jensen fortalte bl.a., hvordan han tidligere havde fisket laks i området, hvor forældrene bor. Og Kim Walls far inviterede Jens Møller Jensen ud at fiske en dag.
LÆS OGSÅ: Fotograf om billedet af Peter Madsen, der afslørede blod i ansigtet: Jeg anede det ikke
Det er ikke Jens Møller Jensens første drabssag, hvor et tilfældigt ungt menneske er blevet dræbt. Men voldsomheden i sagen om Kim Wall samt forældrenes sorg har ramt ham.
Sagen kan meget vel også blive hans sidste store sag. I interviewet med Euroman gør han det i hvert fald klart, at han overvejer at gå på pension i nær fremtid.
»Jeg går senest, når jeg fylder 62, så har jeg optjent 37 års pension. Jeg synes, det er for hårdt at blive ved med det, jeg laver i dag,« siger han.

Artiklen, der bygger på en lang række interviews med drabschefen siden den dag, hvor Kim Wall blev meldt savnet efter en sejltur med Peter Madsen. Det kan læses i det nye Euroman, der er på dagen torsdag.
Torsdag indledtes sagen mod Peter Madsen i Københavns Byret. Afhøringen fortsætter 21. marts. Der ventes dom i sagen sidst i april.