Retten i Hjørring skal torsdag afgøre, om en 34-årig skal dømmes skyldig for seksuelt misbrug – begået gennem flere år – mod sin steddatter.

Det oplyser anklager ved den nordjyske anklagemyndighed Eva Madsen til B.T.

Retsmødet torsdag er det andet i sagen – og formentlig det sidste.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, er den 34-årige mand tiltalt for at have seksuelt misbrugt sin steddatter i perioden fra 2015 til 2021.

Steddatteren er i dag 12 år.

Politiet vil have manden dømt skyldig for at have forbrudt sig mod tre af straffelovens paragraffer omhandlende voldtægt af stedbarn, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med stedbarnet samt blufærdighedskrænkelse.

Overgrebene har ifølge anklagemyndigheden fundet sted på flere forskellige adresser i landet, blandt andet i Hjørring, hvor retssagen som nævnt også foregår.

Her skulle manden adskillige gange have misbrugt steddatteren. Nogle af gangene, mens hun sov, lyder det i anklageskriftet.

Eva Madsen forventer, at dommen bliver afsagt torsdag.

Inden da skal et sidste vidne i sagen afhøres af forsvar såvel som anklager. Det kommer med al sandsynlighed til at foregå bag lukkede døre. Derudover skal anklager og forsvarer procedere.

Jens Christian Christensen, der forsvarer den tiltalte, oplyser, at hans klient delvis nægter sig skyldig i tiltalen. Han nægter samleje, men erkender at have krænket steddatterens blufærdighed.

Retsmødet torsdag slutter ifølge tidsplanen klokken 15.