»Lad os se, om der er plads til, at du kan blive endnu bedre opdraget.«
Sådan skrev en nu 38-årig forretningsmand i maj sidste år flirtende til en jævnaldrende kvinde, dagen inden de for første gang mødtes for at dyrke hårdhændet SM-sex.
Men deres efterfølgende stævnemøde på Stay Hotel i Sydhavnen i København gik ikke helt som planlagt.
Et par dage efter anmeldte kvinden den 38-årige mand for adskillige voldtægter, vold og trusler i løbet af deres nat på hotellet.
Og tirsdag eftermiddag nåede en domsmandsret ved Københavns Byret frem til en juridisk vurdering af den usædvanlige straffesag.
Retten besluttede i enighed, at den 38-årige Marc Lauge Christensen – medindehaver af det danske modefirma Marc Lauge med hovedkvarter i Esbjerg – skal tre et halvt år i fængsel.
Desuden skal han betale den forurettede kvinde en godtgørelse på 100.000 kroner.
»Vi mener, at forurettedes forklaring er troværdig. Vi lægger særlig vægt på det, som vi har hørt om det miljø (BDSM.red), hun færdes i. Når hun går til politiet, må hun virkelig have følt, at hun var nødt til det af personlige årsager,« lød det blandt andet fra retsformanden.
Den slanke, velklædte mand var tiltalt for voldtægt, ulovlig tvang, grov vold, trusler og blufærdighedskrænkelse, efter at han 14. maj i fjor mødtes med den jævnaldrende kvinde for at dyrke sadomasochistisk BDSM-sex efter gensidig aftale.
Parterne havde fået kontakt med hinanden knap et par uger tidligere på datingprofilen Scor.dk, hvor de fattede interesse for hinandens matchord om blandt andet dominans og underkastelse.
Men ham som den styrende og hende som den underdanige.
Som optakt sendte han blandt andet både et portræt og et kropsbillede af sig selv, og de begyndte at skrive beskeder til hinanden om, hvad der ophidsede dem seksuelt.
»Hun skriver blandt andet, at hun godt kan lide at blive behandlet som en møgbeskidt luder. Og jeg gør det klart, at jeg godt kan lide at tale meget hårdt og være dominerende,« forklarede den veltalende og høflige mand undervejs i sagen.
De aftalte et stævnemøde på Cafe Victor i det indre København, hvor de ifølge hans forklaring snakkede nogle timer i selskab med tre andre mænd og tog lidt kokain på toilettet, inden de tog til Stay Hotel i Sydhavnen.
Her havde de først en længere samtale, hvorunder kvinden ifølge den tiltalte blandt andet forklarede, at hun var tiltrukket af, at han på de tilsendte billeder havde lignet en mand, som hun var blevet misbrugt af som barn.
Han ankede på stedet dommen til Østre Landsret. Og på vej ud af retslokalet fik han varme krammere af sin familie.