Mogens Amdi Petersen eller andre Tvind-topfolk har i 2019 forsøgt at få dansk politi til at opgive en tiltale i Tvind-sagen.

Dermed har der fra Tvind-ledelsens side været et ønske om at slippe for straf.

Det afslører et uddrag af et brev, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Mogens Amdi Petersen og flere Tvind-topfolk flygtede fra Danmark i 2006, da sagen om skatteunddragelse – som de blev frikendt for i byretten – blev anket af Anklagemyndigheden. De er nu efterlyste i hele verden og varetægtsfængslet in absentia.

Mogens Amdi Petersen på indkøb i byen Ensenada, Mexico, i oktober 2019. Til højre er det en af hans trofaste støtter, Marlene Gunst.
Mogens Amdi Petersen på indkøb i byen Ensenada, Mexico, i oktober 2019. Til højre er det en af hans trofaste støtter, Marlene Gunst. Foto: Thomas Vann Altheimer
Vis mere

Ud over Mogens Amdi Petersen er der tale om hans samleverske, Kirsten Larsen, samt Marlene Gunst, Christie Pipps – tidligere Kirsten Fulgsbjerg – og Sten Byrner.

Brevet har overskriften ‘Tvindsagen’ og er underskrevet advokaturchef Per Justesen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som Bagmandspolitiet.

I brevet henvises der til en ‘begæring om påtaleopgivelse’, som Bagmandspolitiet har modtaget i Tvind-sagen. Ønsket om påtaleopgivelse er sendt efter et møde i Bagmandspolititet 20. december 2018 mellem Tvind-repræsentanter og så Bagmandspolitiet. Korrespondancen fortsætter i 2019, fremgår det.

»I den konkrete sag giver det mening at begære om påtaleopgivelse. Det betyder, han eller de gerne vil have Anklagemyndigheden til at frafalde ankesagen. Der kunne også have stået ankefrafald. Det svarer til at få visket tavlen ren, så tiltalen opgives, inden der bliver rejst tiltale,« siger Birgitte Vestberg, jurist og pensioneret statsadvokat inden for internationale straffesager.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach siger:

»Man kan godt fra en advokats side begære om påtaleopgivelse i en ankesag, hvis man mener, at ens klient har behov for at kunne rejse hjem til Danmark uden at risikere at blive fængslet. Det svarer til at spørge anklagemyndigheden, om ikke de vil droppe sagen og frafalde anken.«

Om det gælder hele sagen om skatteunddragelse, dele af den, eller om det er tale om nye og hidtil ukendte sigtelser i Tvind-sagen, fremgår ikke. Indtil nu er kun to Tvind-topfolk blevet dømt.

Talsmanden Poul Jørgensen fik i 2009 den hårdeste straf på to et halvt års fængsel. Et andet medlem, Sten Byrner, fik en betinget dom for skyldnersvig under byretssagen i 2006. Dommen blev dog anket af Anklagemyndigheden, og Sten Byrner forsvandt ligesom Amdi og resten af Tvind-ledelsen.

Poul Jørgensen har som den eneste Tvind-leder afsonet en dom i ankesagen i Vestre Landsret angående skatteunddragelse. Dommen var på to et halvt års fængsel.
Poul Jørgensen har som den eneste Tvind-leder afsonet en dom i ankesagen i Vestre Landsret angående skatteunddragelse. Dommen var på to et halvt års fængsel. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere

De nye oplysninger i Tvind-sagen kommer, efter B.T. søndag kunne vise en video af den nu 81-årige Mogens Amdi Petersen i et supermarked i byen Ensenada i Mexico. Supermarkedet ligger et par timers kørsel fra Tvinds internationale hovedkvarter, TG Pacifico, tæt på grænsen til USA.

Det efterlyste femkløver – Amdi Petersen, Kirsten Larsen, Marlene Gunst, Christie Pipps og Sten Byrner – er alle tiltalt for skatteunddragelse for godt 100 mio. kroner. Ifølge flere medier har dansk politi forsøgt at få Mogens Amdi Petersen udleveret til Danmark fra Mexico. Senest i 2014/2015, men uden succes. Det skyldes blandt andet, at Mexico ikke anerkender en udlevering på baggrund af en ankesag.

Hvem, der specifikt har sendt anmodningen, fremgår ikke, da B.T. kun er i besiddelse af et uddrag. Men Mogens Amdi Petersens advokat, John Korsø Jensen, fortæller til B.T., at han ‘udmærket kender til brevet’ fra Bagmandspolitiet. B.T. har desuden fået bekræftet brevets ægthed andetsteds.

Begæringen vil han dog ikke bekræfte:

»Det er noget vrøvl, der står i det brev,« siger han uden at ville uddybe, hvad der er ukorrekt.

Hvad er det så for et brev?

»Det er et brev fra Bagmandspolitiet, og det har ikke noget med påtaleopgivelse at gøre, for at sige det rent ud,« lyder det fra advokaten.

Det er da mystisk, at Bagmandspolitiet skulle referere til en begæring om påtaleopgivelse i Tvindsagen, uden at den eksisterede.

»Det må du spørge Bagmandspolitiet om,« siger John Korsø Jensen.

Ikke desto mindre viser brevet, at Bagmandspolitiet har opfattet det sådan, at der fra Tvinds side har været et ønske om, at politiet droppede en tiltale i 'Tvind-sagen'.

Bagmandspolitiet ønsker ikke at kommentere sagen og henviser til, at der er tale om en verserende straffesag. Også en aktindsigtsanmodning fra B.T. i sagens dokumenter er blevet afvist. Dog bekræfter Bagmandspolitiet, at der er en verserende sag, hvilket vil sige, at Mogens Amdi Petersen og de fire andre Tvind-spidser stadig er tiltalte for skatteunddragelse.