Inden den 14-årige Marcus døde i en lejlighed på Østerbro 10. marts sidste år, blev han både slået og sparket af en 17-årig dreng

Det var i hvert fald Anklagemyndighedens påstand, da Københavns Byret tog hul på domsmandssagen mod den 17-årige dreng tirsdag.

Ifølge Anklagemyndigheden skulle den 17-årige dreng have slået Marcus med både lussinger og knytnæveslag, ligesom han også skulle have enten sparket til Marcus eller trampet på ham den pågældende aften i marts 2018.

14-årige Marcus
14-årige Marcus Foto: Privatfoto
Vis mere

Den 17-årige, der ved byretten var iklædt mørkeblå joggingbukser, sorte sneaks og en hvid t-shirt, nægter at have udøvet vold mod Marcus, og han meddelte ved sagens indledning tirsdag, at han »nægter at udtale sig« i sagen.

Marcus døde af indre blødninger som følge af en udrift i milten, der opstod på ukendt vis.

En retsmediciner har dog slået fast, at udriften kan være opstået som følge af vold, men at Marcus samtidig led af kyssesyge, hvorfor milten også var meget porøs og derfor godt kunne revne af sig selv.

Det er derfor stadig uvist, hvad der er den egentlige årsag til, at Marcus' milt revnede og i sidste ende kostede ham livet.

Uvist er det imidlertid ikke, at den 17-årige på den skæbnesvangre aften i marts sidste år optog en brutal video af Marcus, der lå livløs på badeværelsesgulvet i lejligheden på Østerbro, mens han udtalte:

»Sådan er det, når vi dræber herude i kvarteret - Østerbro gangsta shit.«

Tirsdag kom det nemlig frem, at den 17-årige under en politiafhøring har erkendt, at han optog videoen, men at det bare var for sjov.

Det kunne enhver se, skulle den 17-årige have udtalt.

Inden videoen blev afspillet i retten tirsdag, måtte retsformanden advare de fremmødte tilhørere mod videoens brutale karakter.

Vidne: Han sparkede Marcus

Et vidne, der var i lejligheden samme aften, forklarede tirsdag, at han og Marcus lå i en seng i et af lejlighedens værelser, da den 17-årige på et tidspunkt kom og slog og sparkede dem begge to.

»Jeg er i tvivl om, hvor mange gange han blev slået, men jeg er sikker på, at han også blev sparket,« forklarede vidnet, inden han tilføjede, at der var tale om såkaldte lammere - altså slag med knyttet hånd.

Vidnet forklarede desuden, at flere af de tilstedeværende til festen i lejligheden havde taget metadon.

Et andet vidne mente, at de slag og spark, som den 17-årige skulle have tildelt Marcus, var et forsøg på at vække Marcus, som på det tidspunkt var blevet dårlig.

»Jeg spurgte ham, om han troede, det ville hjælpe noget,« lød det fra vidnet, da hun afgav forklaring tirsdag.

Den 17-årige er desuden tiltalt for at have kastet en fuld coladåse i hovedet på en person, der var ansat på den institution, hvor han sad varetægtsfængslet.

Det erkender den 17-årige, men nægter derimod Anklagemyndighedens påstand om, at han skulle have truet flere andre ansatte ved blandt andet i ét af tilfældene at have sagt: »Jeg er dømt for drab, jeg flækker dig«.

Der er afsat tre retsdage til sagen, og der ventes at falde dom fredag.