Københavns Politi efterlyser i øjeblikket et medlem af den berygtede Levakovic-familie: Django Levakovic.

Han formåede at flygte fra politiet under et hospitalsbesøg mandag den 16. september.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse fredag.

Det lykkedes den 45-årige Django Levakovic - der er bror til familiens overhoved, Gimi Levakovic - at flygte fra Bispebjerg Hospital under et hospitalsbesøg klokken 17:22.

Billede fra Bispebjerg Hospital, hvor Django Levakovis slap væk fra politiet.
Billede fra Bispebjerg Hospital, hvor Django Levakovis slap væk fra politiet. Foto: Mathias Øgendal, presse-fotos.dk/drone-fotos.nu
Vis mere

Ifølge politiet forlod han stedet på bagsædet af en lys blå Jaguar X-type, der var svensk indregistreret med registreringsnummer UHG 124.

B.T. var mandag i kontakt med et øjenvidne, der overværede episoden ved hospitalet.

»Jeg er på vej ind ad døren, og der kommer han så ud - ham fangen. Jeg kan jo tydeligt se, at han er fange, først og fremmest er der fire betjente med ham, og for det andet har han håndjern på og kæder rundt om livet,« sagde vidnet mandag og fortsatte:

»Man kan høre på stemningen, at de (gruppen, som han fulgtes med, red.) har været lidt oppe at skændes med betjentene over et eller andet.«

Django Levakovic.
Django Levakovic. Foto: Københavns Politi
Vis mere

Ifølge vidnet forsøgte medlemmer fra gruppen - som han mente kunne være familiemedlemmer - at holde betjentene fra fangen.

»Imens kørte en lyseblå Jaguar på svenske plader rundt og forsøgte at afskærme betjentene. På et tidspunkt tager betjentene peberspray frem og giver peberspray til alle dem, der forsøger at nærme sig fangen,« forklarede øjenvidnet.

Personen i bilen fik ifølge øjenvidnet åbnet en dør, og det lykkedes derefter fangen at flygte ind i køretøjet under tumulten.

Derefter kørte de væk fra stedet.

Django Levacovic sad fængslet blandt andet for røveri.

Han vurderes ifølge politiet ikke umiddelbart til at være farlig, men hvis du ser ham, bør du ikke forsøge at stoppe ham selv:

'Hvis man som borger træffer den 45-årige mand, skal man ikke forsøge at pågribe ham, men bedes i stedet straks kontakte politiet på 1-1-4,' lyder det fra politiet.

B.T. følger sagen.