Hvem har prøvet at ansætte en spionmistænkt svindler?

Formentlig ikke ret mange.

Men ifølge tv2nord.dk tyder det på, at Joseph Kristensen har gjort det.

Uden reelt at have en anelse om, hvem han var med til at lave kontrakt med i Aalborg-virksomheden SerEnergy, hvor Joseph Kristensen er administrationschef.

»Det var noget, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Vi følte os ramte,« siger Joseph Kristensen til mediet.

Den 35-årige russiske kemiingeniør, som var ansat i SerEnergy gennem et år, er sigtet for mod betaling at have givet oplysninger om dansk energiteknologi til en russisk efterretningstjeneste.

»Det kom som et lyn fra en klar himmel. Vi blev kontaktet af PET, der bad os samarbejde, hvilket vi selvfølgelig gjorde,« siger administrationschefen til tv2nord.dk.

Det var sidste sommer, PET kontaktede virksomheden om spionmistanken mod en af de ansatte.

Den russiske statsborger, som nu er sigtet for spionage, har været i Danmark gennem flere år.

På grund af Danmarks forhold til en fremmed magt kører retssagen mod den nu tidligere ansatte i SerEnergy for lukkede døre ved Retten i Aalborg.

Hos SerEnergy, som har 55 ansatte, arbejdede den spionmistænkte med grøn energi i form af brændselsceller og methanol.