De danske betjente er så pressede, at de må opgive at efterforske selv alvorlige sager som knivstikkeri. Det fortæller en række efterforskere i det seneste nummer af 'Dansk Politi'.

B.T. har i de seneste uger fortalt den ene historie efter den anden om borgere, der bliver svigtet af politiet. Og nu stemmer politiets eget fagblad i med nye rystende afsløringer om forholdende i politiet.

'Dansk Politi' har interviewet en lang række efterforskere i syv af landets 12 politikredse. De anonyme efterforskere fortæller rystende historier om voksende sagsbunker og benhårde prioriteringer.

I flere kredse fortæller efterforskerne, at sager som knivstikkeri, hvor offeret overlever og der ikke umiddelbart er en kendt gerningsmand, hurtigt lægges til side. Skud, der ikke rammer, går samme vej. Flere efterforskere fortæller til bladet, at ledelsen giver førsteprioritet til sager, der er omtalt i medierne, mens andre sager bliver lagt til side.

(ARKIV) Politiforbundets formand Claus Oxfeldt. Den 14. oktober 2014. I svar efter svar fik Folketinget urigtige eller ufyldestgørende oplysninger om, hvad politiet havde foretaget sig under den kinesiske præsidents statsbesøg i 2012. Det skriver Ritzau, mandag den 18. december 2017.. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2017)
(ARKIV) Politiforbundets formand Claus Oxfeldt. Den 14. oktober 2014. I svar efter svar fik Folketinget urigtige eller ufyldestgørende oplysninger om, hvad politiet havde foretaget sig under den kinesiske præsidents statsbesøg i 2012. Det skriver Ritzau, mandag den 18. december 2017.. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2017) Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Er du blevet svigtet af politiet? Så send en mail til 1929@bt.dk.

I sin leder bruger Formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, ordet 'krise' om tilstanden i dansk politi.

»Dansk politi er i krise. Vi må lave benhårde prioriteringer. Selv alvorlige sager om knivstikkeri må lægges til side, hvis der ikke umiddelbart er en gerningsmand. Det synes jeg er skræmmende,« siger Claus Oxfeldt i en uddybende kommentar til til B.T.

Presset på dansk politi er så hårdt, at justitsminister Nick Hækkerup (S) har valgt at udskyde forhandlingerne om et nyt politiforlig.

»Vi har et politi og en anklagemyndighed, som er meget presset, og som mangler ressourcer og har masser af overarbejde. Hvis vi skal have løst de problemer, er vi nødt til at tænke os godt om,« siger justitsministeren til DR.

Forandringer af politiet var øverst på dagsordenen, da statsminister Mette Frederiksen præsenterede regeringens prioriteter for efteråret.

»Der skal komme mere politi, der hvor borgerne er. Det bliver store ændringer af dansk politi.« sagde hun på et pressemøde 15. august.

Men nu er forhandlingerne om en flerårsaftale udskudt, og selvom Claus Oxfeld gerne havde ville have haft en aftale, ser han positivt på justitsministerens udtalelser.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er sat på en hård opgave med at genoprette dansk politi. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Justitsminister Nick Hækkerup (S) er sat på en hård opgave med at genoprette dansk politi. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Justitsministeren anerkender, at vi er pressede, og han vil gå efter at finde langsigtede løsninger, som er det, vi efterspørger,« siger Claus Oxfeldt.

Dansk politi har lige nu en overarbejdspukkel på 800.000 timer. Den forventer justitsministeren at kunne barbere ned til omkring 240.000 ved at tilføre 130 millioner til politiet, som kan bruges til at udbetale penge til betjentene.

Ifølge DR vil regeringen afsætte 4,8 milliarder kroner i finansloven svarende til 1,2 milliarder kroner om året. De penge skal bruges til at holde det nuværende niveau i politistyrken og til at uddanne 150 flere betjente. Claus Oxfeldt mener dog, at der mangler op mod 3.000 betjente.

Presset på politiet skyldes blandt andet en række nye opgaver med bevogtning efter terrorangrebet mod Krudttønden og øget grænsekontrol. Dertil kommer en række nye udfordringer med IT-kriminalitet.