»Det' politiet! Det er politiet.«

Råbene kommer nede fra parkeringspladsen, og Daniel løber hen til hotelvinduet på Amager og trækker gardinerne fra. Først tror han, at manden med det mørke hår i midten får tæsk. To personer står og kæmper med ham. I næste øjeblik ligger han på maven.

»En af mændene sætter sit knæ mod hans skulder. Ham, der ligger ned, råber: 'Av, av. Flyt dig dit svin' på flydende dansk.«

Flere bevæbnede personer kommer løbende. En enkelt med skudsikker vest og en anden med en hund. Det er ikke et slagsmål. Han er anholdt.

Saad Shahien blev anholdt 11. december 2019 på parkeringspladsen bag Cabinn Metro Hotel ved indkøbscenteret Field's i Ørestaden i København.
Saad Shahien blev anholdt 11. december 2019 på parkeringspladsen bag Cabinn Metro Hotel ved indkøbscenteret Field's i Ørestaden i København.
Vis mere

Københavns Politi har ingen kommentar til den konkrete aktion, men ifølge B.T.s oplysninger var der tale om en anholdelse i antiterroraktionen, som onsdag fandt sted på samme tidspunkt adskillige andre steder i landet.

Anholdelsen skete klokken 12.45 onsdag på parkeringspladsen bag Cabinn Metro Hotel i København.

Ude på parkeringspladsen kommer endnu en mand i sort jakke løbende og stiller sig ved udgangen og sikrer, at ingen kommer ind.

»Han var ligesom de andre ikke mærket som politibetjent. De havde ikke skilte eller politiveste på. De lignede soldater,« fortæller Daniel.

To personer stiller sig hen til manden på jorden. En af dem med en hund, der med det samme sætter sine tænder i den anholdte.

»Den tyggede i ham eller hans tøj, mens han lå med plastikstrips på ryggen,« siger Daniel, der grundet sit arbejde er anonym.

En fjerde mand fjerner en rygsæk, der ligger på på jorden, og to køretøjer kører hurtigt hen og spærrer for trafikken og alle indkørsler til parkeringspladsen.

På få sekunder ser Daniel, at der pludselig står mellem otte og ti personer, som enten holder vagt eller fastholder manden på jorden.

Ved anholdelsen af den nu dømte terrorist blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Ved anholdelsen af den nu dømte terrorist blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Vis mere

Flere detaljer i anholdelsen får dog Daniel, som selv arbejder i Forsvaret, til at undre sig.

»Deres måde at opføre sig på og deres påklædning skilte sig ud. Deres køretøjer var heller ikke mærket som politiets. Der var specielt én af dem, som havde Forsvarets fiberpels på, der opførte sig som alt andet end en politibetjent. Han lignede mere en jægersoldat.«

I kølvandet på den omfattende antiterroraktion, som foregik hele onsdagen, kom Daniel i tanke om en helt anden detalje. Efter anholdelsen satte nogle af mændene hunden og rygsækken, der lå på jorden, ind i en varevogn og kørte væk.

Den mørke varevogn på parkeringspladsen havde Daniel set før.

Øjenvidner havde i tiden foran anholdelsen ved Field's lagt mærke til en sort kassevogn, som holdt parkeret på parkeringspladsen.
Øjenvidner havde i tiden foran anholdelsen ved Field's lagt mærke til en sort kassevogn, som holdt parkeret på parkeringspladsen.
Vis mere

»Jeg har set den varevogn ved hotellet før. Jeg har boet her i lang tid og flere gang set den holde på parkeringspladsen, når jeg kom gående forbi. Udefra ligner det bare en almindelig håndværkervogn med skrald i forruden,« fortæller Daniel.

I nyhederne samme dag ser han, hvordan adresser med anholdelser og ransagninger i terrorsagen fylder på landkortet. Alt fra Aalborg til Munkebo og Greve. Men ingen af dem handler om anholdelsen på parkeringspladsen bag hotellet.

»Jeg vidste, at det måtte være i forbindelse med det. Det var alt for koordineret, og de var alt for mange til en almindelig kriminel.«

B.T. ved endnu ikke, hvilken forbindelse personen, som onsdag blev anholdt bag hotellet i København, måtte have til terrorsagen. Og som nævnt ønsker politiet ikke at oplyse det.