Flere af de sigtede i terrorsagen ville angiveligt bruge pistoler og bomber til et angreb i Danmark eller i udlandet.

Tre af dem blev i Københavns Byret sigtet for at have villet fremstille en eller flere specifikke bomber, der er kendt som 'Satans mor'.

Det er terroristernes foretrukne bombe og har en lang og blodig historie.

»Det er nok det nemmeste eksplosive stof, som man kan lave,« siger Peter Hald,.

Politi, betjente og presseopbud ved dommervagten i Københavns byret i København, torsdag den 12. december 2019. Ritzau Scanpix.
Politi, betjente og presseopbud ved dommervagten i Københavns byret i København, torsdag den 12. december 2019. Ritzau Scanpix. Foto: Philip Davali
Vis mere

Han er ph.d. i kemi ved Aarhus Universitet og reserveofficer fra ingeniørtropperne.

De hjemmelavede bomber består af sprængstoffet TATP og kræver ikke et laboratorium for at fremstille.

Det er en bombe, som terrorister over hele verden har brugt, fordi flere af ingredienserne er så almindelige, at de kan købes i byggemarkeder og supermarkeder.

Det var også samme bombetype, som Kundby-pigen ville fremstille, og som bombemanden fra Hotel Jørgensen, Lors Doukaiev, formodentlig var i besiddelse af. Ligeledes var 'Satans mor' centrale for terrorangrebene i Bruxelles og Paris.

De simple bomber har samme sprængkraft som dynamit, men er samtidig ekstremt ustabilt og farligt.

»Det er ikke kun farligt for dem, der har lavet det, men også for dem, der bor i nærheden, hvis de for eksempel har gjort det i beboelsesejendomme,« fortæller Peter Hald.

Flere af anholdelserne og ransagningerne onsdag foregik i beboelsesejendomme rundt om i landet, men offentligheden ved endnu ikke, hvor komponenterne til bomben skulle have befundet sig.

Bomber med TATP er på den ene side forholdsvis nemme at lave, men på den anden side så ustabile, at kemikere og militæret ikke har lyst til at røre ved det.

Politiet arbejder i forbindelse med terrorsag på Ravnkildevej 12, 1. sal i Aalborg Øst, 11. december 2019. Ritzau Scanpix.
Politiet arbejder i forbindelse med terrorsag på Ravnkildevej 12, 1. sal i Aalborg Øst, 11. december 2019. Ritzau Scanpix. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er alt for følsomt til, at man kan arbejde sikkert med det,« siger Peter Hald.

»Det skal bare have et slag, en flamme eller en gnist, og så detonerer det.«

Af samme grund mener han, at det er et sprængstof, som er populært hos selvmordsbombere. For bliver de ramt af et skud på bombevesten, så eksploderer det hele nemlig med det samme.

Det gør TATP-bomber – eller 'Satans mor' – desto mere farligt at arbejde med for uerfarne personer.

Politiet arbejder i en opgang på Ramsingsvej i Valby i en mulig terrorsag onsdag den 11. december 2019. Ritzau Scanpix.
Politiet arbejder i en opgang på Ramsingsvej i Valby i en mulig terrorsag onsdag den 11. december 2019. Ritzau Scanpix. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Har man modsat prøvet at håndtere og blande de tre nødvendige ingredienser til en bombe før, så er sandsynligheden for succes større. Og det gør ifølge Peter Hald især syrienskrigere farlige.

»For de har rent faktisk prøvet det i praksis,« siger Peter Hald.

Pistoler med lyddæmpere

To kvinder og seks mænd blev torsdag sigtet for forsøg på terror under et grundlovsforhør i København. Fem af dem for at have forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition.

Våbnene skulle ifølge sigtelsen bruges til en eller flere terrorhandlinger i Danmark eller udlandet. Politiet og PET har endnu ikke løftet sløret for, hvor de anholdte planlagde at slå til.

Tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen mener ud fra sin erfaring, at valget af våben peger på et helt bestemt angreb.

»Det er min umiddelbare tanke, at man har villet likvidere en person,« lyder hans vurdering.

»Med lyddæmperne ville et attentat i første omgang gå ubemærket hen, og så er der tid for gerningsmændene til at komme væk.«

Ud over de otte personer, som blev fremstillet i Københavns Byret, blev en niende person fremstillet i Odense. Hans sigtelse og relation til terrorsagen er dog stadig ukendt. Yderligere er 13 personer løsladt efter den omfattende antiterror-aktion. De er dog fortsat sigtet i sagen.