Mandag morgen har en cyklist og en bilist været involveret i en ulykke på Bundsvej mellem Ganløse og Kirke Værløse.

Cyklisten er alvorligt kvæstet.

»Vedkommende har pådraget sig alvorlig personskade, men er vågen og i stabil tilstand,« siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi, Daniel Cunneely.

Han oplyser, at cyklisten er indlagt på Rigshospitalets Traumecenter.

Politiet modtog anmeldelsen af ulykken klokken 6.59.

Bundsvej var spærret i flere timer mandag morgen mellem Runkørslen med Måløvvej og Krydset med Birkegården, mens ulykkesstedet blev undersøgt af politiets teknikere og en bilinspektør.

Klokken 9.37 oplyste Nordsjællands Politi på Twitter, at arbejdet på stedet nu er færdigt, og at vejen er genåbnet.

Nordsjællands Politi kan ikke sige noget om den tilskadekomne cyklists køn eller alder, idet de pårørende ikke er blevet underrettet endnu.