En håndfuld personer, der tilsyneladende stiller sig tvivlende over for den aktuelle coronakrise, har skabt utryghed i SuperBrugsen i Aalborg.

Personerne har nemlig ikke ønsket at bære mundbind, når de gik ind i butikken, og det har nu fået SuperBrugsen til at anmelde de pågældende.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge mediet er der tale om godt 20 personer, der sammen besøger butikken uden at bære mundbind. Under deres besøg konfronterer de både kunder og personale og spørger, hvorfor de bærer mundbind og følger retningslinjerne.

Det er blandt andet gået ud over en 23-årig kronisk syg kvinde fra Aalborg. TV 2 Nord har talt med kvindens mor Anne, der fortæller, at hun blev ringet op af sin datter, mens hun var i butikken med de mange skeptikere.

Via telefonen kunne hun blandt andet høre, at en kvinde sagde til datteren, det var farligt at trække vejret gennem mundbind.

»Min datter fortalte, at kvinden var helt tæt på hende og næsten havde fat i armen. Det er jo ubehageligt og ikke i orden,« siger Anne, der ikke ønsker sit efternavn frem af hensyn til sin familie. TV 2 Nord er bekendt med hendes efternavn.

Nordjyllands Politi bekræfter over for TV 2 Nord, at de har modtaget en anmeldelse.

Vaccineopslag var det rene vrøvl

B.T. har tidligere sat fokus på en lang række af de udokumenterede påstande, man blandt ser på de sociale medier. For nylig var det et opslag om coronavaccinerne, der delte sig som en steppebrand på Facebook.

I opslaget stod der blandt andet, at man skal være på vagt over for de nye coronavacciner, for de er slet ikke vacciner i teoretisk forstand, men derimod genterapi, der muligvis kan øge risikoen for cancer og ødelægge fertiliteten.

»Der er ingen indikationer for – eller teoretisk belæg for – at vaccinerne skulle kunne medføre hverken infertilitet eller ændre menneskers eget dna og medføre cancerrisiko. Vaccinerne er allerede testet på mange tusinde mennesker, uden man har set indikationer for noget af dette,« lød det i den forbindelse fra Ole Olesen, ph.d. og professor i Global Sundhed ved Københavns Universitet