»Det værste er ikke at se det. Det er lyden. Lyden er frygtelig.«
Ordene kommer fra Christian, der ansat i Rigspolitiets afdeling for cyberrelaterede seksualforbrydelser.
Her ransager han dagligt harddiske for materiale, der kan anvendes som bevismateriale i sager om seksuelle krænkelser af børn, herunder voldtægter af børn og besiddelse af materiale med seksuelt misbrug af børn.
»Jeg er faktisk overrasket over, hvem det er, der gør de her ting. Det er mænd og kvinder i alle samfundslag. Det er manden i den hvide varevogn, og det er direktøren med den gode indkomst, som selv er far.«
»Mit gerningssted er en harddisk, en mobiltelefon, eller hvad man nu har indhentet ude på et fysisk gerningssted,« fortæller Christian videre, da B.T. møder ham. Han ønsker kun sit fornavn frem af hensyn til sit privatliv, og fordi han opererer inden for et følsomt område.
Men også et område, hvor han dagligt går på arbejde og ved, at han i dag kan være med til at redde et barn fra at blive seksuelt misbrugt.
»Det kan godt være lidt af en rus, når du ved, at du måske har stoppet et fremtidigt overgreb på et barn,« forklarer han.
»Hvem er personen«
Når sager om seksuelle krænkelser skal for retten, omfatter det ofte et stort billede- og videomateriale, som forinden er blevet slavisk gennemgået for indhold af Christian og hans kolleger.
Men det arbejde betyder også, at Christian og de andre i hans afdeling er nødsaget til at kigge stort set alt igennem på de harddiske, der nu engang er blevet konfiskeret af politiet.
»Det er svært at se på, når det er materiale, som folk selv har produceret, og du er nødt til at finde ud af, hvad der er sket. Hvem er personen, og er det optaget herhjemme. Er det den person, som vi har fat i, eller er det helt anden,« fortæller Christian og tilføjer:
»Og det er jo forfærdeligt. Særligt hvis børnene i materialet har samme alder som ens egne børn, for så kan du i højere grad relatere til det, og så er det, at det bliver værre.«
Hærdet med tiden
De færreste vil nok kunne forestille sig, at sådan et job også går hen og bliver dagligdag, men ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig. Christian sammenligner det med, at man har et maleri hængende i sin stue.
»I starten bemærker du det hele tiden, men som tiden går, så lægger du overhovedet ikke mærke til det. Det er lidt den samme effekt. Selvfølgelig bemærker du de her meget voldsomme billeder og videoer, men det bliver lettere med tiden.«
»Men når du bliver overrasket over noget materiale, så er det, du stopper op og kigger lidt mere på, hvad det er, du sidder og ser. Så kommer det ind, og det er ikke rart.«
Det kan eksempelvis være, når der er tale om spædbørn. For sådan er det indimellem, når Christian og hans kolleger kigger materiale igennem. Det er sjældent, men det hænder.
»Vi har sager med spædbørn, hvor du billedmæssigt ret hurtigt kan finde ud af, hvad det er, og komme videre, men du kan være nødsaget til at lytte til det, fordi du skal høre, om der eksempelvis bliver talt dansk i videoen.«
»Og så er du nødt til at forholde dig til det, og de her forsvarsmekanismer, du har bygget op, dem er du nødt til at pillle fra hinanden igen. De dage er svære, og der er det svært ikke at tage med hjem.«
Derfor ser Christian stort set heller aldrig materialet igennem med lyd på, for lyden er uden sammenligning det værste, fortæller han.
»Der kan være dage, hvor du skal have lyd på, fordi det kan være med til, at man finder frem til gerningsmanden. Men jeg har ikke lyst til det, jeg har lyst til at slukke.«
Og så er det godt at have kolleger, fortæller Christian. For selv om han og kollegerne har mere eller mindre fri adgang til psykolog samt to årlige obligatoriske samtaler, så er snakken med kollegerne det bedste værktøj, når tingene skal bearbejdes.
Et slags fællesskab, hvor man hver især ved, hvad man kan blive udsat for, og vigtigere endnu: De er alle i samme båd.
»Mine kolleger ser det samme som jeg. En psykolog kan forstå mange ting, men de har ikke set de her ting, som vi ser på,« fortsætter han.
Politikommissær: Vi har fået mere travlt
Flemming Kjærside, der er politikommissær og leder af Rigspolitiets afdeling for cyberrelaterede seksualforbyrdelser, fortæller, at man inden for de seneste år har fået mere travlt.
»Jeg har været her siden 2007, og vi har absolut fået mere travlt. Internettet er en stor legeplads for dem, der kan lide seksuelt misbrug,« siger han.
»Der er mange muligheder for at bevæge sig rundt anonymt på internettet, og så er det, at man kan mødes med ligesindede og dele det her materiale.«
