Det kom som en stor overraskelse for skoleleder Lone Jørgensen, da det mandag formiddag i Retten i Aalborg kom frem, at Tilst Skole, ifølge anklagemyndigheden, har været et konkret mål for et skoleskyderi.

Forud for retssagen mod den 27-årige nordjyske mand, der er tiltalt for at have planlagt at dræbe flere børn i skoleskyderier i Nord- og Østjylland, havde skolen nemlig ingen anelse om, at den uhyggelige sag ville komme til at vedrøre netop deres skole.

Derfor er det også en travl skoleleder, som B.T. Aarhus får i røret.

»Jeg lige blevet gjort opmærksom på det gennem en journalist. Jeg vidste ikke, der var en sag, men jeg har helt tillid til, at myndighederne har styr på det her. Manden er jo også fængslet,« lyder det fra skoleleder Lone Jørgensen, der ikke har tid til at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

Hun skal nemlig videre i et møde med ledelsen og formanden for skolebestyrelsen, Henriette Gregersen, om sagen. Det oplyser Henriette Gregersen i en sms til B.T. Aarhus.

Her skulle de blandt andet finde ud af, hvilken information de skulle sende ud til forældrene på skolen.

Den er mandag omkring middagstid blevet sendt ud. Heraf fremgår det ligeledes, at skolen ikke har kendt til sagen før mandag.

»Der kører i dag en retssag i Aalborg. Det drejer sig om en mand på 27 år, som har siddet varetægtsfængslet i et år. Tilst Skole bliver nævnt som et muligt mål for denne gale mand. Vi er først blevet bekendt med sagen i dag og har altså ikke kendt noget til sagen før nu,« indleder de brevet med.

Herefter gør de klart, at børnene fortsat kan føle sig trygge ved at gå i skole.

»Vi har fuld tillid til de relevante myndigheders håndtering af sagen. I kan derfor trygt sende jeres børn i skole. Vi kommer til at tale med jeres børn om det og vil på den ene side møde dem i deres mulige bekymringer og samtidig forsikre jeres børn om, at det er helt trygt at gå i skole.«

»Vi har fuld forståelse for, at det også kan skabe bekymring for jer. Vi (ledelsen og bestyrelsesformanden) står til rådighed, hvis der skulle være behov for dette,« skriver de videre.

Det var under anklager Kim Kristensens indledning, at det mandag morgen kom frem i Retten i Aalborg, at Tilst Skole har været et af den 27-åriges mål.

Det samme har Borremose Efterskole og Mariagerfjord Idrætsskole været.

Tiltalte søgte blandt andet informationer på, hvornår skolerne åbnede.

Derudover havde tiltalte indtastet adskillige søgninger på, hvordan man udfører et masseskyderi – og hvordan man køber våben på det mørke internet.

Ud over hvilke skoler, der var mål for den mulige massakre, kom det frem, at den 27-årige havde lavet et 178-siders manifest, der skulle fremlægges samtidig med den såkaldte 'V Day'. V'et står for vengeance, det engelske ord for hævn.

Manifestet er inddelt i flere kapitler: Planlægning, mit had, geografi, min dagbog og citater.

»Mit mål er at slå så mange mennesker ihjel som muligt, inden jeg dør. Det er min hævn mod menneskeligheden,« læste Kim Kristensen op fra det omtalte manifest i retten.

Derudover blev der oplæst flere gruopvækkende beskrivelser op om, hvordan den 27-årige ville dræbe børn.

»Børn er uskyldige, men det bliver de ikke ved med at være. Det er forebyggende, og jeg mener, det er bedre at forebygge,« lød teksten blandt andet, som Kim Kristensen læste højt.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Af sagens anklageskrift fremgår det, at den 27-årige fra 2015 til 2020 planlagde at udføre angrebene mod skolerne og institutionerne.

Du kan følge hele sagen live på B.T. her.

Lyt til den nye krimi-podcast 'Politichefens hemmelighed' her:

Andre læser også