Politiet i Horsens efterforsker fredag en horribel fyrværkerisag, som har kostet en hest livet.

Hesten Pixie blev skræmt fra vid og sans, da ukendte personer affyrede kraftige kanonslag ved dens fold, og den døde kort tid efter på et staldgulv i et sandt smertehelvede.

Det fortæller hestens ulykkelige ejer, 19-årige Caroline Vinther Brandstrup, til B.T.

»Jeg var ikke selv til stede, men fik at vide, at der lød et kraftigt brag fra Pixies fold, og hun og min pony Juvel blev så skræmte, at de brød gennem hegnet for at komme i sikkerhed i deres bokse. Men deres bokse var låst af, så Pixie fortsatte ned af en cementeret skråning, hvor hun faldt meget voldsomt,« siger hun om episoden, som fandt sted torsdag.

Hesten Pixie var Carolines bedste ven, fortæller hun grådkvalt til B.T. (Privatfoto)
Hesten Pixie var Carolines bedste ven, fortæller hun grådkvalt til B.T. (Privatfoto)
Vis mere

Da Caroline Brandstrup kort efter blev ringet op og sat ind i sagen, tog hun straks hen til stalden i Kværnbækgård Rideklub, hvor hun blev mødt af synet af sin lidende hest.

»Vi prøvede at give hende smertestillende, men det virkede ikke. Da dyrlægen kom, sagde han, at Pixies bækken sandsynligvis var helt smadret, og hun havde fået revet nerverne over. Han anbefalede, at vi aflivede hende, så hun kunne blive fri for smerterne,« siger Caroline, der til daglig arbejder som elev på Regionshospital Horsens.

»I onsdags havde jeg en kanon træning med en glad hest, og pludselig skulle jeg tage stilling til hendes liv. Det var hårdt, men jeg kunne se, at det ikke bar nogen steder hen at lade hende lide,« siger Caroline.

Efter hestens død har hun delt et følelsesladet opslag på Facebook for at opfordre folk til at tænke sig om, inden de leger med farligt fyrværkeri. Opslaget er i skrivende stund blevet delt næsten 20.000 gange.

Så sent som onsdag havde Caroline en god træningsseance med Pixie, som hun kalder sin allerbedste ven. (Privatfoto)
Så sent som onsdag havde Caroline en god træningsseance med Pixie, som hun kalder sin allerbedste ven. (Privatfoto)
Vis mere

»Det er jeg rigtig glad for, for jeg synes, det er et vigtigt budskab. Når man hvert eneste år hører, hvor farligt fyrværkeri er, og hvor mange der kommer til skade, hvorfor kan folk så ikke forstå det? Nu er det gået ud over min allerbedste ven,« siger hun.

Sagen er meldt til politiet i Horsens, som bekræfter over for B.T., at de efterforsker den. De ved endnu ikke, om det var tankeløshed eller et ondsindet angreb, der kostede Pixie livet, men det betyder heller ikke så meget for Caroline Brandstrup.

»Selv hvis det er totalt ubevidst, er det stadig ikke i orden. Når man er gammel nok til at få fat i det her skide fyrværkeri - undskyld mit sprog - må man være klar over de konsekvenser, det kan have. Det skal stoppe nu,« siger hun stålsat.

»De har taget min bedste ven fra mig. Det er godt nok hårdt.«