Malene Dunja Schwerb Leithved ligger i disse dage i sin seng. Hun kan kun holde til at være oprejst i fem til ti minutter ad gangen.
Hun har ondt både lænd, bækken, ryg, nakke og kraveben. Så ondt, at selv smertestillende morfin kæmper for at dæmpe pinen.
Alt sammen 'takket være' et kanonslag.
I mandags var hun og hendes veninde ude og ride, som de gør det hver aften mandag, onsdag og fredag.
Den hest, Malene Dunja Schwerb Leithved red på, havde lige fået behandling og måtte derfor helst ikke have sadel på.
Derfor red hun uden, da de to veninder skridtede rundt i hallen med hestene. De slappede af og snakkede.
Men deres snak blev pludselig afbrudt.
»Der kom et knald af den anden verden, så hestene blev forskrækkede og begyndte at løbe,« fortæller Malene Dunja Schwerb Leithved om episoden.
Før hun vidste af det, var hun røget af hesten, fordi hun ikke fik klemt ordentligt fast.
»Jeg landede direkte på røven med benene strakte, og så kunne jeg mærke et jag op igennem ryggen.«
»Til at starte med fik jeg vendt mig om på siden. På et splitsekund fik jeg så mange smerter, at jeg ikke kunne tænkte noget. Det gik meget stærkt.«
Der gik ikke længe, før hendes familie stod om hende. Og så kom ambulancen.
Hun fik halskrave på og blev hastet mod hospitalet.
»Da vi ankom, var der rigtig mange sygeplejersker og læger om mig. Måske en otte til 10 stykker. Der kunne næsten ikke være flere.«
Efter nogle scanninger kunne lægerne heldigvis konstatere, at Malene Dunja Schwerb Leithved ikke havde brækket noget. Tirsdag blev hun derfor udskrevet.
Og nu ligger hun altså bare stille og bekæmper smerterne. Torsdag planlægger hun at anmelde sagen til politiet
»Vi er sikre på, at det var et kanonslag. De havde skudt af et par gange tidligere på dagen, og tirsdag kunne jeg igen høre bragene.«
»Jeg synes ikke, det hører nogen steder hjemme,« siger hun og tilføjer, at hun dog har forståelse for folk, der fyrer af nytårsaften, også selvom hun ikke selv gør det.
Og så minder hun om, at dyr altså kan blive meget forskrækkede ved pludselige brag.
»Folk skal vågne op. De kanonslag kan gøre skade på andre mennesker,« siger hun.
Efter ordre fra lægen holder Malene Dunja Schwerb Leithved sig foreløbigt væk fra ridebanen, selvom hun har tre heste.
Hun håber dog ikke, at episoden har sat sig så meget i hende, at hun ikke tør sætte sig på en hesteryg igen. Hun har nemlig redet, siden hun var fem år.
»Jeg har gået lidt og tænkt, men jeg håber det ikke, for de tre heste, vi har, er noget af det bedste. Jeg håber, jeg kommer op igen, og ikke er blevet angst for det,« siger hun og fastslår:
»Det ville være pisseærgerligt.«