Der lå et racistisk motiv bag, da de to brødre Mads og Magnus Møller tæskede den 28-årige Phillip Johansen til døde.

Så skråsikkert lyder det fra talspersonen for Black Lives Matters Danmark, Bwalya Sørensen.

»Den ene har 'White power' tatoveret på kroppen, og på hans Facebook står der 'White Lives Matter'. Beviserne skriger til himlen, og racismen driver ned ad væggene. Men det eneste, man møder i det her land, er benægtelse, benægtelse, benægtelse,« lyder det fra Bwalya Sørensen foran retten på Bornholm.

Forinden var Bwalya Sørensen blev spurgt til, hvad der skulle til, for at hun kunne acceptere, at man fra anklagemyndigheden side har vurderet, at der ikke lå et racistisk motiv bag drabet.

De to brødre er blevet kendt skyldige i at have dræbt deres 28-årige kammerat. Hverken anklagemyndigheden eller de to brødres forsvarer mener, at der har ligget et racistisk motiv bag drabet. Personer i brødrenes og Phillip Johansens omgangskreds har ligeledes afvist, at der kunne ligge et racistisk motiv bag.

Brødrene har selv forklaret, at deres mor har fortalt, at Phillip Johansen skulle have forgrebet sig på hende, og det skulle således være baggrunden for det voldelige overfald, som endte med at koste den unge mand livet.

Bwalya Sørensen mener imidlertid, at det faktum, at et eventuelt racistisk motiv ikke har været et centralt tema i sagen, er et udtryk for, at vi i Danmark ikke anerkender hadforbrydelser.

»Det kan ikke være rigtigt, at hadforbrydelser altid afvises. Vi har fået en samtykkelov, nu skal hadforbrydelser også anerkedes,« siger hun.

At et racistisk motiv er blevet afvist, skyldes ifølge Bwalya Sørensen, at medierne og politiet har »rottet sig sammen«.

»Det var et brutalt mord, der skete i skoven, men i det sekund politiet og medierne var med, så rottede de sig sammen til det, der hedder lynching. Racial structural lynching. Og det må ikke ske i Danmark.«