En butiksrøver er onsdag idømt to et halvt års fængsel. Anklagemyndigheden argumenterede for forvaring af den 48-årige mand.

Det skyldes, at manden har en stribe domme bag sig, hvor han har begået personfarlig kriminalitet.

I Retten i Aarhus blev manden onsdag dømt for at have begået to røverier i maj og august sidste år, hvor han truede en butiksmedarbejder for at slippe afsted med varer, han havde stjålet.

Derudover blev han også dømt for at have truet en betjent og en civil borger verbalt.

Røveriet i maj foregik i Superbrugsen i Højbjerg, hvor han stjal nogle madvarer og truede to medarbejdere, der opdagede tyveriet.

I august var det Rema1000 i solbjerg, der blev ramt af butiksrøveren. Her stjal han flere madvarer, og da han var i færd med at køre væk fra stedet i sin bil forsøgte en medarbejder at standste ham.

Men manden valgte at gasse op og køre direkte mod medarbejderen, der dog nåede at springe til side.

Anklagemyndigheden argumenterede i retten for, at manden skulle idømmes forvaring, fordi den 48-årige mand er »massivt forstraffet« og i løbet af de sidste mange år er blevet dømt i adskillige sager om personfarlig kriminalitet, forklarer senioranklager Jakob Beyer.

»Den 48-årige har trods adskillige domme og intensiv støtte og hjælp fortsat med at udøve alvorlig kriminalitet, og Retslægerådet vurderede, at den 48-årige udgør en fare for andre mennesker, og at forvaring kunne bringes i anvendelse. Nævningetinget vurderede dog sanktionen anderledes end anklagemyndigheden, som nu vil læse dommen grundigt og vurdere, om sagen skal indstilles til anke hos Statsadvokaten,« siger han.

Den 48-årige erkendte delvist forholdene og modtog dommen.