Butikschefer fra en række forretninger i Slagelse er begyndt at dele billeder af butikstyve fra deres overvågningskameraer med hinanden.

Der sker nemlig ikke så meget, når de henvender sig til politiet, synes de.

»Når vi så tager dem på kamera, så melder vi det selvfølgelig til politiet og sender videomaterialet til dem, men ofte virker det, som om der ikke sker noget ved det. Jeg kan faktisk ikke huske en eneste gang, hvor en tyv er blevet taget af politiet,« fortæller Mia Weinreich, der har arbejdet som butikschef i Femilet i flere år, til sn.dk.

Derfor deler hun billeder af butikstyve med butikscheferne i andre forretninger i byen. Det sker via en privat samtale på Facebook.

På den måde kan forretningerne i Slagelse advare hinanden og dele erfaringer.

Samtidig drøfter byens forretninger ifølge Femilets butikschef også, om de skal gå sammen om at ansætte en vagt for at imødegå problemet med butikstyve.

Mia Weinreich fortæller til Sjællandske, at hun senest i sidste uge kunne konstatere, at en butikstyv koldblodigt forsynede sig med tre morgenkåber fra et tøjstativ på gaden foran butikken.

Politikommissær Peter Skriver Larsen fra Slagelse Lokalefterforskning forsikrer over for avisen, at når de forretningsdrivende sender videomateriale med en anmeldelse om et butikstyveri, så kommer det altid til at indgå som en del af politiets efterforskning. Blandt andet ved at blive delt med andre politikredse.

»Vi forsøger altid at finde frem til en mulig gerningsmand, men hvis det ikke lykkes, så dør sagen der,« lyder det fra byens politikommissær.

Samtidig påpeger han, at de fleste sager om butikstyveri ender med en bøde, hvis tyven bliver pågrebet.

Den slags afgørelser kommer typisk ikke til de erhvervsdrivendes kendskab, og det mener politikommissæren kan være med til at give butikscheferne et indtryk af, at sagerne ikke bliver opklaret.

Ifølge tal fra Rigspolitiet var der sidste år 1.475 anmeldelser af tyveri i Slagelse Kommune. Heraf endte kun lidt over hver fjerde – 27,7 procent – med en sigtelse. De øvrige tyverier blev ikke opklaret.