En rutebus er onsdag morgen væltet ved Snæbum, der ligger nær Hobro.

Det bekræfter Nordjyllands Beredskab over for B.T.

Beredskabet oplyser, at der har været passagerer i bussen, da den væltede. Over for B.T. siger Nordjyllands Politi, at der var to passagerer samt en chauffør i bussen, da den væltede.

En af passagerne, en kvinde, var kortvarigt fastklemt. Hun er ikke kommet alvorligt til skade, men er kørt til Randers Sygehus. Hun gik selv over til ambulancen, oplyser vagtchefen.

Den anden passager fik lettere knubs og er kørt til Aalborg Universitetshospital. Chaufføren er blevet kørt hjem af en patruljevogn.

Bussen kørte galt i et solouheld som følge af glatte veje. Bussen skred ud på en sideliggende mark, hvorefter den væltede om på siden.

Flere ambulancer blev sendt til ulykkesstedet, men har altså forladt stedet igen.

Nordjyllands Beredskab fik anmeldelsen klokken 08.11, og politi samt redning arbejder i øjeblikket på stedet.

»Nu skal vi lige finde ud af, hvordan den skal op,« afslutter vagtchefen.